5 undervurderede sy-redskaber

Jeg har syet lige siden jeg var barn. I starten mest i syning i hånden, hvor jeg syede ting ud af filt. Senere lærte jeg at bruge min mors symaskine, og da jeg flyttede hjemmefra, var en symaskine noget af det første jeg købte.
Jeg har altså en del sy-erfaring, og udover de basale sy-redskaber som symaskine, saks og nåle, har jeg også efterhånden fået anskaffet mig en masse anderledes og sjove sy-dimser. De er ikke strengt nødvendige for at sy, men de gør syningen lidt sjovere og lettere – og giver et bedre slutresultat. Hvis du selv syr, vil du sikkert kunne finde noget inspiration i min top 5 nedenfor.
5 undervuderede sy-redskaber

1. Magnetisk knappenålsholder/”nålepude”
Med en almindelig beholder kan lidt for ivrige armbevægelserne ved symaskinen hurtigt resulterer i nåle alle de forkerte steder. Med en magnetisk knappenålsholder behøver man ikke sætte nålene fast, og der sker ikke noget ved at man kommer til at puffe til den – den kan endda tåle en tur på gulvet uden at nålene flyver rundt i hele rummet. Min er fra Stof og Stil, men jeg ved ikke om de stadig sælger den.

2. Markeringstusch
Når man skal lave markeringer på stof, bruger man normalt kridt eller blyant, men man skal tit rykke lidt i stoffet for at lave en markering, og det kan derfor blive upræcist. Med tuschen skal du blot røre stoffet, og der kommer en markering. Tuschen er vandopløselig og nem at fjerne med et par dråber vand (du behøver ikke vaske hele sy-projektet). Den eneste ulempe er, at den markerer dårligt på mørkt stof. Min pen minder om denne fra Stof2000.

3. Boks til undertråds-spoler
Mine spoler til undertråden har ofte ligget i en stor sammenfiltret bunke i en kasse, men nu bruger jeg en særlig opbevaringsboks til spoler. Det giver overblik over hvilke farver man har og sørger for, at spolerne ikke filtrer sammen. Min boks er denne fra Stof og Stil, men de kan købes i de fleste stof-butikker.

4. Opsprætter (gerne flere)
Når man syer, kan det ikke undgås, at man nogle gange bliver nødt til at sy noget om. Det kan være fordi, man har lavet en decideret fejl, eller fordi præcisionen ikke har været helt i top. Der er det super dejligt at have en god opsprætter, eller gerne flere – de har det med at forsvinde. Med en opsprætter kan man nemt fjerne tråde og syninger uden at ødelægge stoffet.

5. Skærelineal, skæreunderlag og rullekniv
Dette puntk er godt nok 3 ting, men jeg bruger dem altid sammen. Det er egentlig mest beregnet til patchwork, men jeg bruger det også til almindelig syning, når jeg skal lave lige kanter eller stof-strimler. Linealen gør det rigtig nemt at måle præcis op, og med underlaget og rullekniven er man sikker på, at stoffet bliver præcis den størrelse, man vil have. Mit underlag og lineal er fra Stof og Stil. Rullekniven er fra min mors gemmere.
Bruger du selv nogle af disse sy-redskaber? Eller har du andre favoritter som du gerne vil dele? – så skriv en kommentar nedenfor.
2016 kalender print i tern

Inden årets første måned går på hæld, vil jeg lige nå at poste endnu en print-selv kalender til jer. Denne kalender er en opdateret og ny version af sidste års ternede kalender. 2016-kalenderen er lavet på 2 sider, så den giver overblik over et halvt år af gangen. Herhjemme hænger kalenderen på vores køleskab, og jeg synes den giver en rigtig dejligt overblik over månederne, og det er hurtigt at se hvilke dage eller weekender der er planlagt aktiviteter og aftaler.

Kalenderen har kun et lille område til at skrive aftaler og mærkedage ind, så den er bedst at bruge som en slags hurtigt overblik. Vil du gerne have en kalender med bedre plads til at skrive, vil du måske synes om den 2016-kalender, jeg postede for en lille måneds tid siden (se den her).

Print at kalender
Du får det bedste resultat, hvis du sætter printeren til at udskrive uden kant og sætter print-kvaliteten til højest muligt (det kan fx være foto-kvalitet). Derudover gør papiret en rigtig stor forskel på det endelige resultat. Jeg har printet min kalender ud på kraftigt hobbykarton. Det gør både kalenderen mere holdbar og giver en rigtig fin finish med kartonens struktur. Har du en stor printer, kunne det også være fedt at printe kalender i A3 eller større. Det kan du også få gjort ved en printshop eller ved online print services.
Frøken Pfaff har fået selskab

Jeg håber, I er kommet godt ind i det nye år og har fået fejret både jul og nytår med manér? Det har jeg. Nytåret blev fejret i ro og mag herhjemme og julen gik med familiehygge og julefrokoster. Jeg fik en masse dejlige julegaver, men en dem er særlig interessant på bloggen, nemlig gaven fra min kæreste: En overlocker! Jeg har længe ønsket mig en overlocker, da det giver en masse ekstra muligheder, især når man skal sy i stræk-stoffer.
Så nu har Frøken Pfaff (min højtelskede symaskine) fået dejligt selskab i form af Hr. Singer. Hr. Singer er nem at have med at gøre, men larmer som et ondt år. Heldigvis er han dygtig til at sy og skære stoffet, så larmen må vi tage med.

Mit første projekt med Hr. Singer bliver at afprøve et mønster, som jeg bestilte fra Deer and Doe. Jeg har længe været lidt lun på deres Belladone dress-mønster, så da de havde rabat på black friday, fik jeg bestilt mønsteret.
Nyt, nyt, nyt…

Der har været stille på bloggen i et par uger, og det er fordi jeg har knoklet bag kulissen. Bloggen har fået en ordentlig overhaling med nyt design, ny shop og ikke mindst ny webhost.
Bloggens tidligere design var næsten 2 år gammelt, hvilket nok er længste levetid for et design her på bloggen, så jeg synes det var på tide at få det opdateret. I form af mit job som webdesigner og webudvikler elsker jeg at nørde med design og opsætning af layout, men det er svært at finde tid til at gøre det. Og når man laver design og udvikling 7,5 timer hver dag, er det også rart at lave noget andet, når man har fri.
Jeg håber, I kan lide det nye design. Det er nogenlunde samme struktur som det gamle, men jeg har gjort det lidt mere overskueligt og simpelt i udtrykket. Og så er det selvfølgelig også tilpasset mobil og tablet-visning.
Shoppen har også fået en tur med nyt layout, og der er sket en masse “bag ved tæppet”, som gør det lidt nemmere for mig at styre og vedligeholde den. Det betyder desværre også, at hvis du tidligere har købt et mønster på shoppen, som du vil downloade igen, kan det være at dit gamle link ikke virker. Skriv til mig, hvis det giver problemer.
Og så har jeg fået ny webhost. Det er nok ikke noget, du som besøgende vil lægge mærke til (men måske er siden blevet lidt hurtigere?), men for mig giver det en masse ekstra muligheder for selv at rode med nogle nørdede indstillinger. Tidligere havde jeg fx ofte problemer med at mails fra mig endte i spam-mappen. Det problem skulle jeg gerne kunne fikse nu.

Det har været en større omgang at få udskiftet det hele, så sig endelig til, hvis du falder over noget, som ser mærkeligt ud eller opfører sig sært.
Tak fordi I ventede tålmodigt, mens jeg knoklede med bloggen bag kulissen. Nu er jeg klar til at komme rigtig i gang med at blogge i 2016.
Gratis 2016-kalender print

I er mange, der har spurgt til en 2016-version af den kalender, jeg nu i flere år har lagt op på bloggen. Så den har jeg selvfølgelig lavet en ny version af, så I nu kan downloade en gratis 2016-kalender lige til at printe ud derhjemme.
Jeg har ikke fået printet min egen kalender endnu, så billedet ovenfor har jeg photoshoppet mig ud af. I kan se flere billeder af kalenderen her (kalenderen fra sidste år).
Kalenderen bliver flottest, hvis den printes ud på kraftigt papir (fx hobby-karton) og i en god kvalitet, så sæt printeren på fotokvalitet, inden du printer den. Du kan fx placere kalenderen på et clipboard, som vist ovenfor eller hænge den op på væggen med en buksebøjle eller kraftig bulldog-clip.
Fine til- og frakort til julegaverne

Mangler du lidt ekstra pynt til årets julegaver? – så læs med her, for jeg har nemlig lavet nogle rigtig fine til- og frakort af hjemmelavet selvhærdende ler. Et meget nemt projekt, som du godt lige kan nå inden juleaften.
Figurerne er lavet efter samme opskrift som det vinterpynt, jeg lavede sidste år (find opskriften her). Super nem opskrift uden fancy ingredienser. Det er bare majsstivelse, natron og vand, som koges op. Jeg brugte almindelige kageudstikkere som forme, og til at skabe struktur brugte jeg fx: en grov striktrøje, whiskyglas og halskæder med fint blomstermønster. Til at lave hullet brugte jeg et sugerør.

Figurer kan blive rigtig fine som ophæng med fx en lædersnørre eller et flot silkebånd. Jeg valgte dog at bruge dem som til- og frakort. Figurerne bliver nemlig meget robuste og kan sagtens bruges som flotte til- og frakort på årets julegaver. Med en permanent tush kan der skrives navne bagpå.

Idéer til diy-julegaver

Jeg er tilhænger af hjemmelavede julegaver, og jeg synes, det er fedt både at give og modtage gaver, som er personlige, og som der både er lagt tid, sjæl og tanke i. Desværre har jeg ikke fået lavet så mange af slagsen denne jul, men det skal ikke afholde mig fra at videregive nogle gode idéer til hjemmelavede diy-julegaver.
Så mangler du selv nogle enkelte julegaver og måske og en hyggelig beskæftigelse til de mørke aftener op mod jul, har jeg her samlet nogle af de ting, som jeg godt kunne have fundet på at give i julegave denne jul:

Pung af hama-perler
En pung af hama-perler er rigtig fin og kan varieres på mange forskellige måder og tilpasses modtagerens yndlingsfarver. Den er god til mønter, mobiltelefon eller kosmetik, så det ikke ligger og roder rundt i bunden af en større taske. Pungen er relativ nem at sy og kræver ikke særlige redskaber eller materialer. Tråd, nål, hama-perler og en lynlås, og så er du godt i gang. Se vejledningen her.

Planteophæng
Planteophæng er blevet meget moderne, og det er en god gave især til de boliginteresserede. Ophænget vil også gøre sig rigtig godt som en værtindegave sammen med en pæn plante til en af julens mange fester. Du skal blot have fat i snørre eller læder-snørre (kig fx i Søstrene Grene) og følge denne vejledning.

Grafiske puder
Der er altid plads til en ekstra pude i hjemmet! Puden ovenfor er syet af 18 retvinklede trekanter som måler 16 cm i bredden og højden. For ekstra finish er den afsluttet med piping-kant og lynlås, men det kan man selvfølgelig undlade, hvis man vil. Jeg har desværre ingen vejledning på denne, men se flere billeder her.

Ugletæppe
Til de små i familien ville jeg gerne have syet et ugletæppe. Det er en rigtig fin og sjov gave, som både forældre og barn vil sætte pris på. Uglen er ret nem at sy, også selvom du er nybegynder og ikke har syet så meget før. Du skal have stof, symaskine, vat og en tynd dyne for at kunne sy tæppet. Find mønsteret her.

Super Mario af hama perler
Til familiens spil- og computernørder kunne jeg godt finde på at lave denne sjove uro af hama-perler (faktisk gav jeg min kæreste noget lignende, sidst han havde fødselsdag). Der er frit spil, og kun fantasien sætter grænser for de computer-figurer man kan lave. Ofte kan man finde inspiration og gode billeder af pixelgrafik på Google. Se flere billeder af Super Mario her.

Og så kan jeg altså ikke dy mig for noget skamløs selvpromovering. Min plakat-shop, Designomaten, kører nemlig lige nu med 20% rabat på alle plakater, fødselstavler og navnetavler helt indtil jul. Alle plakaterne kan personliggøres med egne navne, ord og citater, så julegaven bliver personlig (selvom den ikke er hjemmelavet). Se alle fødselstavler og grafiske plakater her.
Idéer med stjernestrimler

Sidste år lavede jeg en lille jule-diy-serie med idéer til, hvordan man kan bruge papirstrimler/stjernestrimler på andre måder end til de traditionelle flettede julestjerner. I år har jeg desværre ikke haft tid til at lave en lignende serie, men jeg vil alligevel gøre opmærksom på idéerne, da der sikkert er mange, der kan få glæde af diy-vejledningerne i løbet af jule-måneden, når der skal laves hjemmelavet julepynt.

1: Julekugle af strimler | 2: Hjerte i hjerte i hjerte | 3: Svingende juletræ i papirstrimler | 4: fem-takket julestjerne | 5: 8-takket julestjerne | 6: Julehjerter på guirlande

1: Julekugler med perle i | 2: Juletræ med grene af papirstrimler | 3: Alternativ julestjerne | 4: Hjerteranke af papirstrimler | 5: Flagranke | 6: Gavesløjfe af papirstrimler
Pias ugletæpper

Det er simpelthen så dejligt og hyggeligt, når jeg ind imellem får en hilsen og et billede fra folk, som har syet efter et af mine symønstre. For et stykke tid siden solgte jeg et mønster på et ugletæppe til Pia, og allerede få dage efter var hun så sød at vise mig de færdige resultater!
Pia har sat sit eget præg på uglen og bl.a. sat øjenvipper på uglen. Jeg synes simpelthen, de er blevet så fine og elsker at se, hvordan mønsteret kan fortolkes i forskellige retninger, og de færdige tæpper kan få helt unikke udtryk.

Pia syede flere forskellige versioner af ugletæppet. På det første billede er det en forstørret udgave lavet som et tæppe, en udgave med skummadras i, og en lille pude. Så fine!
Har du selv syet et tæppe efter uglemønsteret, vil jeg elsker at se det og evt. vise billeder på bloggen, hvis du er interesseret i det. Send mig blot en mail. Har du fået lyst til at købe mønsteret og sy et ugletæppe, kan du finde mønsteret her. Med lidt snilde, kan du nå at sy det som en fin og personlig julegave.
Mønster på ugle-tøjdyr nu i shoppen

Jeg lovede for at stykke tid siden at mønsteret på ugle-bamsen ville komme til salg, og nu har jeg endelig fået digitalisertét mønsteret, skrevet en vejledning og dokumenteret arbejdsgangen med billeder. Mønsteret er lagt i shoppen som pdf-mønster, som du kan købe og downloade for kun 38 kr. Du er også velkommen til at sende mig en mail, hvis du vil købe mønsteret.
Jeg er ved at undersøge muligheden for at lave mønsteret som et fysisk mønster, som man får tilsendt med posten i stedet for man selv skal printe det ud. Men jeg er ikke helt sikker på, hvor stor interessen ville være for den løsning, for mønsteret ville selvfølgelig også blive list dyrere end pdf-versionen. Giv endelig lyd, hvis det er noget du kunne være interesseret i.

Uglen er et ret nemt og relativt hurtigt projekt at sy, så det er også et fint mønster for nybegyndere. Desuden følger der en udførlig billedvejledning med mønsteret, som forklarer og viser trin for trin hvordan uglen sys.
Mangler du en julegave til en af de mindste i familien, ville det helt sikkert også vække stor glæde med en hjemmesyet kramme-kammerat.

Nem og hurtig pakkekalender

Er du bagefter, og står du og mangler en hurtig og nem pakkekalender inden 1. december? Så er det her du skal kigge med!
Sidste år lavede jeg en julekalender til min kæreste, med små slik-overraskelser. Den var han ret begejstret for, og han har derfor ønsket sig en pakkekalender/julekalender igen i år.
I år har jeg jeg lavet pakkekalenderen på en lidt andet måde. Der er ikke låger som skal åbnes, men derimod små fine pakker på en lang snor. Den er ret hurtig og nem at lave, og har du et par timer, kan du nå ret langt.

Du skal bruge mønstret papir (mit er fra Søstrene Grene og dejlig nemt, fordi det er skåret i passende stykker), evt. gavemærker, kraftigt snor, sløjfebånd, tape, hullemaskine, saks og en tusch.

Tag et ark papir og fold to modstående sider ind til midten. Tape de to sider sammen, så der dannes et fladt rør.

Sæt tape langs enderne og klip røret mit over, så du får to små lommer.

Lav et hul med hullemaskinen i det ene hjørne af lommen (et af de hjørner, som er længst væk fra åbningen). Bind et bånd gennem hullet, tilføj et gavemærke med dato-nummer på bind det hele fast med en sløjfe på et kraftigt stykke snor. Jeg lavede 24 knuder på min snor, så pakkerne ikke glider for meget rundt.

Så er det bare at gentage yderligere 23 gange, og så kan du begynde at fylde gode sager i pakkerne. Jeg fyldte lidt forskellige godter og småting i, og tapede derefter åbningen sammen. Du kan se det færdige resultat på det øverste billede. Snoren vil jeg hænge op, enten som en guirlande eller som en lodret snor på væggen.
Julekjole

Jeg viste forleden det patchwork-tæppe jeg har syet til min lille nye niece, men det var ikke alt, hun fik. Da jeg kom om ved det fineste ternede stof i stakken herhjemme, vidste jeg, at det kunne blive til den fineste julekjole i størrelse meget meget lille.

Jeg har brugt samme mønster, som sidst jeg syede små baby-kjoler, og jeg synes, det er et fint mønster til en simpel kjole. Du kan finde mønsteret her. Jeg har selv tilføjet ærmer og krave, da det giver kjolen lidt mere charme og personlighed.
Nu er det bare spændende, om den lille pige passer kjolen til jueltid. De andre gange jeg har syet små kjoler, har jeg lagt lidt til mønsteret, hvilket har betydet, at de små først kunne passe den efter et halvt års tid. Denne gang har jeg fulgt mønsteret helt nøjagtigt, og jeg tror den passer den lile pige meget hurtigere.


