Psst! Sidste chance…

sommerudsalg

Så er det ved at være sidste chance, hvis du vil have fat i nogle af de gode tilbud i min shop. Tæpper, patchwork, hamaperle-punge, tasker med mere er sat ned med 30% eller mere. Sommerudsalget kører til og med weekenden før varerne igen sælges til normalpris. Se udvalget her.

Plan B-kage

sommercupcakes med jordbær og flødeskum

Jeg læser mange blogs, og ofte efterlades jeg med et meget perfekt og poleret indtryk af bloggen/bloggeren. Mange stræber efter kun at vise den pæne side. Og jeg skal da heller ikke sige mig fri, for mange af mine mislykkedes projekter når (heldigvis) aldrig bloggen.

Sådan er det dog ikke i dag, hvor jeg vil vise mit tragikomiske forsøg på en cheesecake. En cheesecake som jeg vel at mærke har lavet tidligere med stor succes. Jeg ved ikke, hvad der gik galt, men jeg skyder skylden på dårlig/billig hvid chokolade. Efter 12 timer på køl, splattede kagen fuldstændig ud, og dette sørgelige syn mødte mig, efter jeg havde fjernet kage-ringen.

når kagen ikke vil stivne

Gæsterne var inviteret til 3 timer senere, så gode råd var dyre. Jeg endte med at bage nogle hurtige kakao-cupcakes og pynte dem med rester fra cheesecaken: flødeskum, mascarpone og jordbær. Alt i alt en fin og hurtig løsning. Havde jeg ikke i forvejen snappet billeder af cheesecaken til gæsterne, havde de såmænd nok ikke engang opdaget, at de fik serveret plan B-kage.

sommercupcakes med jordbær og flødeskum

Så dette indlægs morale må være:
– Køb aldrig billig chokolade til din cheesecake
– Jordbær og flødeskum kan altid redde en dårlig kage-situation

Pink og brunt baby patchworktæppe

Pink og brunt patchwork babytæppe

Endnu en gang har jeg leget med stofrester og forvandlet dem til et babytæppe. Knap 200 stoflapper i pink, lyserøde og brune farver blev klippet fra rester fra andre projekter. Måske kan du genkende det blomstrede og pink stof fra den babykjole jeg syede til en venindes nyfødte datter.

Pink og brunt patchwork babytæppe

Tæppet er et ret simpelt patchworktæppe, som dog er ret tidskrævende, fordi stoflapperne er relativt små. Det er quiltet med et lag pladevat imellem lagene og har bomuld på både forsiden og bagsiden. Det er første gang jeg har brugt pladevat til at quilte med, men jeg synes det fungerede fint, selvom der skal bruges lidt flere nåle til at hæfte lagene end når man fx bruger fleece, som jeg ofte har brugt. Jeg frygtede at det ville blive for stift med pladevat, men det er blevet dejlig blødt.

Pink og brunt patchwork babytæppe

Det måler ca. 90 x 90 cm, og er til salg på blogshoppen.

Pink og brunt patchwork babytæppe

Pink og brunt patchwork babytæppe

Skandinaviske dyr

Skandinavisk dyrepark

Skandinavisk dyrepark

I sommerferien var kæresten og jeg i Skandinavisk Dyrepark på Djursland. En rigtig hyggelig tur til en skøn park. Her kan man se rensdyr, dådyr, bjørne, fugle, ulve og mange andre skandinaviske dyr. Og så kan man få lov til at fodre de søde tamme dådyr, som meget gerne kommer hen og snakker.

Skandinavisk dyrepark

Skandinavisk dyrepark

Parken er ikke, hvad man kender fra en zoologisk have, men mere en rigtig stor park, hvor dyrene lever på store områder og ser ud til at have det rigtig godt. Det er store arealer, og man får gået en hel del ved sådan et besøg, men med godt vejr og gode sko, er det bare en bonus.

Jeg har ikke set parken omtalt særligt ofte og synes egentlig, det er lidt en skam, for det er et rigtig hyggeligt sted, og helt sikkert et sted jeg kunne finde på at komme igen. Så jeg vil lige sende mine bedste anbefalinger ud i æteren (og så havde jeg egentlig også bare lyst til at dele de fine billeder jeg fik taget under vores besøg).

Skandinavisk dyrepark

Gå glad i bad

Dame i bad broderi

Jeg plejer altid at have en lille smule afslappende håndarbejde med på sommerferie, og denne sommer var ingen undtagelse. Jeg havde taget hama-perler med og havde planer om at sy en hama-perlepung. Min mor havde dog taget nogle små fine broderier med, og jeg faldt for denne med damen i badekaret, så det blev feriens håndarbejde i stedet.

Dame i bad broderi

Da vi kom hjem fra ferie blev broderiet sat i ramme, og jeg sendte det til mine forældre som en lille tak-for-ferien gave.

Sommerferie og afslapning

sommerferie 2015

Bloggen har holdt pause, og jeg har holdt sommerferie. Sommerferie af den aller skønneste slags. 14 dage med afslapning, godt samvær og hyggelige arrangementer og udflugter. Jeg kunne sagtens snuppe 14 mere af den slags dage, men sådan har de fleste det sikkert efter en dejlig ferie.

Den første del af ferien brugte jeg med kæresten og familien i et lille sommerhus i Sønderjylland med denne skønne udsigt ned til Flensborg fjord. Nogle dejlige afslappende dage bl.a. med shopping, besøg på Sønderborg slot og den næsten obligatoriske “køb slik i store mængder”-tur over det tyske grænse.

sommerferie 2015

sommerferie 2015

Den sidste del af ferien har jeg brugt hjemme i Aarhus med lidt lokal sight-seeing, besøg på Dokk1, sjov sejltur i Aarhus-bugten, restaurantbesøg og ikke mindst udflugt til Skandinavisk Dyrepark (det vil jeg fortælle mere om en anden dag).

Nye puder til sofaen

Nye sofapuder

Vi har fået en ny sofa, siden jeg viste vores hjem og stue frem. Den er mindre, virker lettere i rummet, og vi er rigtig glade for den (selvom jeg dog selv måtte komme lidt ekstra fyld i ryghynderne for at blive helt tilfreds).

En ny sofa betød nye sofapuder, og denne gang blev det nogle ret simple af slagsen. De er med usynlig lynlås i bunden, men så stopper finesserne også der. Ingen patchwork, detaljer eller eksperimenter, men bare ganske simple puder i det skønneste stof. Stoffet har jeg tidligere brugt til puder til spisestuestole, og til en rygsæk (som vist aldrig har nået vej til bloggen – den må I have til gode). Nu er der kun en ganske lille rest tilbage.

Nye sofapuder

Nye sofapuder

P.S Husk at der stadig er sommerudsalg med minus 30 % på alt i blogshoppen.

Sommerudsalg!

sommerudsalg

Så er der penge at spare i shoppen. Jeg vil gerne have ryddet lidt ud i lageret, så der igen er plads til en masse nye kreative projekter. Jeg har derfor sat alle varerne (undtagen pdf-mønstrene) ned med 30% eller mere.

Det er et tidsbegrænset udsalg, så skynd dig ind og se om der er noget der frister. Der er bl.a. en masse patchworktæpper, som egner sig super godt som babytæppe eller et lille tæppe til picnic eller en tur i haven (hvis det danske sommervejr altså tillader det).

Se alle de nedsatte varer her

Ompolstring af gammel stol

Ompolstring af gammel retro lænestol

Min kæreste og jeg købte for et par måneder siden en skøn skøn retro lænestol med teaktræ og tweed og det hele. Sådan en smart en, som man kan læne sig tilbage i, og vupti kommer der en fodstøtte frem.

Ompolstring af gammel retro lænestol

Skøn lænestol, som dog desværre havde et par pletter på sædet og et enkelt hul, hvor stoffet var slidt i stykker, så den kaldte på en ombetrækningen. Et projekt som jeg var ret tøvende overfor, da man aldrig rigtig ved hvad der gemmer sig inde i sådan en gammel stol, og altid undervurderer tidsforbruget og sværhedsgraden, inden man går i gang.

Ompolstring af gammel retro lænestol

Til vores store held, ved min mor en del om at ombetrække møbler, og hun ville gerne hjælpe med ombetrækningen. Så vi fik købt noget møbelstof, og brugte det meste af seks timer på at fjerne gamle hæfteklammer, stofrester og gammelt fnuller for til sidst at få klippet, tilpasset og sat det nye stof på. Alt imens kæresten jævnligt forsynede os med sandwich, småkager og jordbærkager (det har man brug for under sådan et projekt).

Stolen har ikke ændret meget udseende, og den er lidt mørkere og mere gul, end den ser ud på billederne. Vi ønskede at beholde samme stil, og stolen skulle ikke se ud som om den var blevet moderniseret, og det synes jeg er lykkes meget godt.

Ompolstring af gammel retro lænestol

Ompolstring af gammel retro lænestol

Under ompolstringen fandt vi ud over støv, skidt og snavs, også nogle lidt sjove ting ind i stolen, bl.a. en kvittering på en indleveret kalv til slagtning, en ti-øre fra 1955 og en 25-øre med hul i fra 1966.

Fund i den gamle lænestol

Sort/hvide puder

Grafiske sort hvide puder

Jeg har syet nye puder til vores stole i spisestuen. De skal fungere som erstatning for de puder, jeg viste i dette indlæg (wow, er det allerede næsten 3 år siden?!), som var ved at se lidt slidte ud.

Grafiske sort hvide puder

De nye puder er også syet i patchwork og med trekanter, men kun i 2 forskellige slags stof. Det sorte stof er noget halvblankt vævet stof med noget polyester i, og det mønstrede stof er en kraftig stof (måske halvpanama) fra Stof2000.

I kanten syede brugte jeg piping-bånd i støvet grøn, som giver en rigtig fin finish. Da puderne skal bruges i spisestuen er der lynlås bagpå, så det bliver nemt at tage betrækket af og vaske det.

Grafiske sort hvide puder

Weekendtaske med læder-hanke

Weekendtaske med læderhanke

Denne taske blev egentlig syet, fordi jeg skulle afprøve en ny vejledning til at sy læderhanke, som jeg havde set på pinterest. Jeg har altid syntes, at det var lidt tricky at sy i læder og har derfor ofte undgået det, selvom det altid giver sådan en flot effekt og finish (hvis det vel at mærke er syet pænt).

Weekendtaske med læderhanke

Fremgangsmåden i den ovennævnte vejledning fungerede rigtig godt for mig, og jeg er godt tilfreds med resultatet. Jeg brugte ægte læder, denim-tråd og lædernål og syede med ekstra stor stinglængde. Jeg har ikke nogen teflon-trykfod, som der anbefales, med det gik også ganske fint uden (måske fordi min symaskine har overtransportør). Jeg vil absolut anbefale fremgangsmåden, hvis du står og mangler læderhanke. Den eneste ulempe er, at enderne ikke bliver afsluttet og derfor helst skal “gemmes”.

Jeg endte ud med både et sort og et brunt sæt læderhanke. Det brune blev til denne taske, og det sorte sæt har jeg stadig til gode at bruge.

Weekendtaske med læderhanke

Tasken blev syet efter eget mønster, som blev lavet og tilpasset lidt hen af vejen. Jeg brugte noget groft-vævet møbelstof fra Stof og Stil, som jeg afstivede med vlieseline og derefter quiltede. Som fine detaljer er der brugt læder i bunden og tittekanter/piping i kanterne. Det bliver lidt svært og tykt at sy i med både læder, hanke og tittekant, men med en kraftigt nål og kraftigt tråd går det nogenlunde. Kun en enkelt nål måtte lade livet under syningen. Foret måtte jeg dog sy fast i hånden.

Weekendtaske med læderhanke

Udvendig satte jeg en lynlåslomme på den ene side og en stor åben lomme på den anden side. Lynlåsen er en dobbelt-lynlås fra en gammel rygsæk. Det satte en lille stykke læder i glideren for at matche hanke og bund.

Små hylder med grafiske striber

Små diy-hylder med grafiske striber

I køkkenet har vi nogle smalle hylder, hvor vi har glas med fx mel, pasta, korn og frø. Tidligere har vi brugt en billedhylde fra Ikea, som også har fungeret ret fint. I kan se dem her. Desværre vejer glassene ret meget, og hylderne var efterhånden begyndt at blive skæve og vippe ud af, så jeg måtte finde en anden løsning.

Det er så godt som umuligt at finde solide hylder med en bredde på 10 cm, så jeg måtte selv i gang og diy. Vi købte en hylde af massiv træ i Ikea (Ekby Tryggve hylden), og savede den derefter midt over på langs, så den blev ca. 10 cm bred. Længden blev også savet til, så den passede på væggen. De små hyldeknægte fandt vi i Silvan, og med 6 skruer i hver hyldeknægt sidder hylder rigtig godt fast og virker meget solide, selvom der er meget vægt på.

Små diy-hylder med grafiske striber

Hylderne kom i starten at se lidt ufærdige ud, syntes jeg, så jeg eksperimenterede med forskellig maling på overfladerne og kanterne, men endte med at sætte masking tape rundt langs kanten. Det passede præcis med tykkelsen på hylden, så det var en nem og flot løsning.

Til sidst gav jeg alle skruer en klat hvid maling, så de fremstår lidt mere usynlige (men det kommer jeg sikkert til at hade mig selv for, den dag de skal pilles ned igen – den tid, den sorg).

Små diy-hylder med grafiske striber

1 21 22 23 24 25 54