Hvid sommerstrik – Sommer Ella

Hvid Ella tee

Da vejret begyndte at blive lunere, fik jeg lyst til at strikke noget mere sommerligt og valget faldt på Sommer Ella af Le Knit / Lene Holme Samsøe.

Eller det vil sige – jeg har som sædvanlig freestylet lidt. Mit garn havde nemlig en anbefalet strikkefasthed på 22 masker pr 10 cm, hvilket ikke passede helt til Sommer Ella. Samtidig havde jeg allerede opskriften på Ella (blusen) fra bogen Egostrik, så den tog jeg udgangspunkt i og tilpassede, så den kunne gå med en strikkefasthed på 22 masker. Jeg lavede lidt mere blade i omkredsen, så halsudskæringen kunne blive lidt større, og så lavede jeg selvfølgelig kortere ærmer.

Hvid Ella tee

T-shirten er strikket i Viking Garn Bamboo, som består af 50% bomuld og 50% bambus. Det er et meget blødt og glat garn, som jeg synes passer rigtig fint til sommerstrik.

Jeg har normalt lidt svært ved at kombinere sommer, varme og strik, men jeg håber og tror at det er lykkedes denne gang.

Hvid Ella tee

Denim nederdel af bukser

Denim nederdel

Det er næsten ved at være pinligt, så mange denim nederdele jeg har syet. Hvis man kigger igennem arkivet her på bloggen, er der ikke mindre en tre nederdele i denim. Ingen af dem har helt ramt det de skulle, så nu har jeg prøvet igen.

Nederdelen her er syet af et par denim bukser fra genbrug i størrelse meget stor. Selvom bukserne var store, var det svært at få alle delene til at være der, og de skrå stykker bagpå samt sidelommerne blev en løsning for at kunne få nok længde på nederdelen. Der blev brugt rub og stub af bukserne.

Denim nederdel

Jeg har genbrugt bæltestropperne fra bukserne, og som altid er der lommer i. Sømmene er de fleste steder syet med dobbelt sømme, for at efterligne looket på rigtige jeans.

Nederdelen har usynlig lynlås bagpå.

Denim nederdel

Denim nederdel

Mycelium strik

Mycelium strik

I fødselsdagsgave i september fik jeg et strikkekit til den flotte mycelium fra Libe.Kbh. På grund af lidt julegavestrik og nogle mindre strikkeskader i fingrene har projektet dog ligget lidt stille eller generelt gået meget langsomt. Men nu er det færdigt oh hængt op på væggen. Og jeg er vild med resultatet.

Mycelium strik

Det var ikke et svært strikkeprojekt, men det tog lang tid, og det var til tider svært at holde motivationen oppe, fordi man ikke helt kan forestille sig, hvordan det kommer til at se ud til sidst, når det er spændt ud.

Først strikker man et aflangt stykke, som man efterfølgende strikker lamellerne på. Og der er mange lameller! Og når det hele er færdigt, spændes det ud på en stor træplade med hul i midten.

Mycelium strik

Jeg elsker at få noget andet end billeder og plakater op på væggen, og jeg synes det giver noget helt særligt, når vægpynten bliver lidt mere tredimensionel og taktil.

Mycelium strik

Field sweater

Field sweater

Jeg har længe gerne ville strikke Field Sweater af Camilla Vad, men der har hele tiden lige været noget der stod foran i strikkekøen. Men nu skulle det være.

Field sweater

Vejen var dog ikke helt så lige til. Jeg startede med at strikke cardigan-versionen, men jeg synes ikke resultatet blev så pænt, og alle de mange vrangmasker var slet ikke strikkeglæde for mig, så jeg ente med at trevle det hele op og starte forfra. Denne gang på sweater-versionen, som det gik meget bedre med.

Field sweater

Sweateren er strikket i garn, som jeg fik i julegave fra mit arbejde forrige år. Det er Filcolana Arwetta (farve 971) sammen med Filcolana Alva (farve 207). Garnet er lækkert og blødt, men jeg er meget uld-sart, så jeg er meget i tvivl om jeg kan holde ud at have sweateren på direkte på huden, eller om jeg skal have en bluse under.

Field sweater

Orange og pink solfanger

Solfanger

Jeg har mange perler til overs fra mine perlesweatre, fordi jeg kun bruger de små perler. Nogle af de store perler har jeg derfor brugt til denne fine solfanger. Den er lavet til min niece, som elsker alt farverigt og glimtende og ofte har beundret min anden solfanger, når hun er på besøg.

Solfanger

Solfangeren er lavet på en færdigkøbt metalring, og så har jeg bare brugt en god blanding af forskellige plastik- og glasperler. Det hele er sat fast med kraftigt ståltråd – bare af den billige slags fra Jem&Fix. Jeg har prøvet med tyndere ståltråd. Det er nemmere at arbejde med, men holder desværre ikke helt så godt.

Solfanger

Solfangeren ser fin ud, når den hænger i vinduet og lyset kommer gennem den.

Solfanger

Brunt strikket pandebånd

Brundt strikket pandebånd

Netop som vejret skiftede fra tæt-på-snestorm til forår i luften, blev jeg færdig med et strikket pandebånd. Et pandebånd som jeg godt kunne have brugt, da det var koldt, men nu pænt må vente på koldere tider til at bruge.

Brundt strikket pandebånd

Pandebåndet er strikket af resterne fra min brune sweater, som jeg også har på, på billedet. Det hedder Cewec CPH Tibet, men desværre er det udgået. Jeg har strikket tre tråde sammen.

Jeg har ikke strikket efter en opskrift, men har ladet mig inspirere af Grain Headband på Ravelry, som har samme mønster. Jeg har dog strikket mit pandebånd rundt i et rør i stedet for frem og tilbage. Det gør det lidt tykkere og varmere, som jeg virkelig synes var nødvendigt, da jeg startede med at strikke på det. Jeg har lavet en snoning foran, som jeg synes giver pandebåndet et fint og feminint udtryk.

Brundt strikket pandebånd

For nu må pandebåndet bare ligge pænt i skuffen og vente på koldere tider, men jeg er sikker på, at det vil blive flittigt brugt til den tid.

Brundt strikket pandebånd

Pung med snoninger

Pung med snoninger

Jeg har længe haft dette virkelig fine, lille stykke stof liggende i gemmerne. Det er noget jeg fik fra min bedstemors hjem, da hun skulle på plejehjem. Stoffet har huller, lidt ligesom stramaj, og så er der sat snore i et sirligt mønster gennem hullerne. Det er en ret fin teknik, som jeg aldrig rigtig har set før, men jeg synes det giver en rigtig flot struktur og tekstur til stoffet.

Pung med snoninger

Jeg brugte stoffet til at sy en lille pung. Jeg bruger tit små punge til at opbevarer mindre projekter – som en slags lille projekttaske til fx broderi og perlearbejde eller bare til strikketilbehør sammen med strikketøjet.

I pungen har jeg sat en kraftig metallynlås og et lyst for-stof. Man kan se foret gennem hullerne i stoffet, men når det er beige, lægger man slet ikke mærke til det.

Pung med snoninger

Snoet perlearmbånd

Snoet perlearmbånd

På mit arbejde får man personlige julegaver. Det vil sige, at der er ikke nogle generiske gavekurve eller gaveportaler, hvor man selv vælger en gave. Derimod købes der forskellige gaver til den enkelte medarbejder. Jeg har flere år fået garn, men i år fik jeg perler. Tre store perlekasser med perler i forskellige farver og størrelser.

Jeg har endnu ikke bestemt, hvad jeg skal bruge perlerne til, men for nylig brugte jeg nogle af dem til et fint spiral-formet armbånd i lyse, beige farver.

Snoet perlearmbånd

Teknikken er nem, når man lige har prøvet nogle runder, og skulle du selv have lyst til at prøve den, kan du se i denne video, hvordan man gør:

Grå mulepose med lynlås

Grå mulepose med lynlås

Når jeg tager mit strikketøj med på tur, bruger jeg en gammel reklame-stofpose. Den er god, fordi den er tynd/let og har lynlås som lukning. Den er dog også ved at være gammel, og stoffet er dårlig kvalitet og ved at være slidt. Derfor har jeg længe gerne ville sy en ny som erstatning.

I gemmerne fandt jeg en gammel grå tunika med et fint, simpelt print, som var perfekt til en mulepose. Jeg satte en lynlåslomme foran, da jeg ofte har manglet det på den gamle mulepose. For at gøre det lidt mere spændende brugte jeg noget sort kante-bånd fra gemmerne, hvor jeg også fandt lynlåsen, som tidligere har siddet i en anden taske.

Grå mulepose med lynlås

Tasken er syet uden mønster, men blot efter mål der nogenlunde stemmer overens med den gamle mulepose. I denne taske har jeg gjort bunden lidt kraftigere ved at lægge stoffet dobbelt med vliesofix imellem. Tasken er ikke foret men lukkes med en lynlås øverst, som er sænket lidt ned, så man kan ikke se den på billederne.

Tasken er allerede taget i brug og er allerede en favorit.

Grå mulepose med lynlås

Strikkede sweatre til de mindste

Stribet strik

Pink perlesweater

Når julen nærmer sig, og jeg skal til at købe julegaver til familiens mindste, bliver jeg tit lidt ærgerlig over alt det overforbrug og brug-og-smid-væk kultur, som julen nemt kommer til at medføre. Ønskesedler bliver nemt en bestillingsliste, og man kan hurtigt få klaret årets julegaver med få klik på linksne på ønskesedlen. Det synes jeg er lidt ærgerligt, men har selv svært ved at finde en god løsning på det.

Men i år prøvede jeg noget nyt – nemlig at lave hjemmestrikkede julegaver til familiens mindste. Pigen på 5 fik en perlesweater og drengen på 3 fik en stribet sweater med sit forbogstav på.

Lille perlesweater

Begge sweatre er strikket efter opskriften Tangerine Twist fra Drops, som er en gratis opskrift, og de er strikket i Scheepjes Softfun garn. Perletrøjen er strikket i farven soft rose og den stribede trøje i latte, tawny og pickle. Bogstavet er broderet på til sidst.

Stribet strik

Jeg synes det var lidt svært med størrelserne til mindre børn. Strikker jeg til mig selv gør et par centimeter fra eller til ikke stor forskel, men når man er nede i de små størrelser betyder det alligevel en del. Derfor endte jeg faktisk med at strikke den ene trøje om, da jeg tror den ellers var blevet for lille.

Stribet strik

Juletræ i perler

Juletræ i perler

Det er ikke meget nyt julepynt, jeg har lavet i år, men jeg har lavet et lille fint juletræ i perler.

Til juletræet har jeg brugt grønne glasperler, større plastikperler til foden og tyndt ståltråd/vindseltråd.

Der findes flere forskellige vejledninger til, hvordan man laver sådan et juletræ. Jeg fulgte en vejledning fra Smyks, men jeg lavede nogle ændringer. Jeg satte flere perler på hvert blad, men lavede til gengæld ikke helt så mange grene, så mit juletræ blev lidt mindre og tættere, end det i vejledningen. Som fod brugte jeg en stor plastikperle, hvor træets stamme kunne passe ned i. Derefter lavede jeg en ring af de samme perler og limede stammens perle fast i midten med limpistol.

Jeg overvejer stadig om der skal pynt på juletræet, men for nu ser det også fint ud uden pynt.

Hængepotte i mikroovnskeramik

Hængepotte i keramik i mikroovnen

Jeg har igen haft gang i at lave keramik i mikroovnen. Er du nysgerrig på hvordan det laves, kan du læse mere i mit tidligere indlæg her.

Denne gang har jeg lavet en hængepotte og en lille urtepotteskjuler. Jeg har formet dem med pladeteknik rundt om en vandflaske, og i hængepotten er der lavet lidt tekstur i form af små cirkler.

Hængepottens glasur har jeg selv blandet sammen af alt muligt forskelligt. Den lille urtepotteskjuler er lavet med en kant af tørrede glasurrester, som er sat fast i den våde glasur

Hængepotten har fire huller rundt langs kanten, men desværre løb glasuren ned og dækkede et af hullerne under brændingen. Til trods for adskillige forsøg med boremaskinen, er det ikke lykkedes at lave hul, så nu hænger den bare i to snore i stedet for fire, og det fungerer også ganske fint.

Urtepotteskjuler i keramik i mikroovnen

1 2 3 53