Inner child sweater kjole

Jeg har altid været fascineret af strikdesigneren Lærke Baggers umiddelbare tilgang til strik og især restestrik. I sin bog nummer to, Strik 2, har hun en strikketeknik, som hun kalder “Inner child”. Den går ud på at strikke som sit indre barn. Altså være lidt mere løssluppen og ikke tænke så meget på resultatet, men mere hvad der føles sjovt i øjeblikket. Så man samler alle sine rester og strikker med lidt præcis med det garn, man har lyst til – ligegyldig farve, materiale eller tykkelse. Når man har lyst, skifter man farve, og hvis man vil strikke huller, gør man bare det. Det hele er meget impulsivt og intuitivt.

Jeg har altid haft lidt svært ved at være så løssluppen, og kan godt lide struktur og rammer, så derfor var det lidt en udfordring for mig at strikke sådan. Min kjole er også blevet lidt mere struktureret end de modeller Lærke Bagger viser frem, men ikke desto mindre har det givet mig en masse inspiration. Jeg startede med at finde alle de garnrester jeg ville bruge, og har også fordelt farverne nogenlunde jævnt.

Det er en virkelig sjov måde at strikke på, og jeg kan godt lide idéen om, at det hele ikke behøver være så perfekt. Det er helt sikkert noget, jeg kan øve mig på. Det eneste, der ikke er så sjovt ved denne strikketeknik, er alle de garn-ender, som man til sidst skal tage stilling til. Lærke Bagger har et motto, som hedder “just tie knots” – bare bind knuder. Men jeg strikkede i bomuld og akryl, så jeg tror ikke knuder vil holde, og hæftede i stedet alle enderne.

Det er også en skøn måde at få brugt sine garnrester på. Jeg havde en del enkeltnøgler, som jeg ellers ikke havde nogen planer med, så det er helt perfekt at sætte dem sammen på denne måde. Min oplevelse er, at man næsten kan få alle farver til at passe sammen, hvis de blot bliver gentaget tilpas mange gange, så der dannes en sammenhæng.