Min første strikkede sweater
Jeg har endelig færdiggjort min første strikkede sweater. Efter at have strikket et par karklude og en halv hue var det altså lidt sjovere at komme i gang med et større projekt til mig selv.
Sweateren er strikket efter Petit Knits strikke-opskrift Ankers trøje. Det er et nemt begynderprojekt, og der er gode videoer til, som viser nogle af de teknikker, som man som nybegynder ikke kender.
Trøjen er strikket i garnet Drops Puna, som er 100% alpakka. Det betyder at trøjen er blevet rigtig vamset og varm. Desværre synes jeg også den kradser lidt. Det er meget forskelligt, hvornår folk synes uld kradser, men jeg er åbenbart lidt sart på det område, og synes tit uld kradser – også selvom det føles blødt og rart i starten.
Jeg er rigtig stolt over at have færdiggjort mit første store strikkeprojekt, og jeg er allerede gået i gang med det næste.