Cykel broderi

Cykel broderi

Min kæreste er vild med cykling, så da han havde fødselsdag, skulle han selvfølgelig have et broderet cykel-billede. Jeg fik idéen til at brodere noget til ham en uge før fødselsdagen, så jeg måtte begrænse mig lidt i omfanget, så jeg kunne nå at blive færdig.

Cykel broderi

Idéen fik jeg fra Pinterest fra dette pin. Jeg kunne desværre ikke finde et rigtigt mønster på motivet, så jeg har blot kigget på billedet og lavet det så godt som muligt.

Cykel broderi

Snoet perlehalskæde

Snoet perlehalskæde

Det er længe siden, jeg sidst har lavet noget med perler (ud over at indarbejder dem i mit strik), men i løbet af sommeren fik jeg lyst til at lave noget igen. Jeg har set mange fine halskæder på sociale medier, og på Youtube fandt jeg nogle gode vejledninger til at lave disse snoede smykker.

Snoet perlehalskæde

Den blå halskæde er lavet på en base af 6 rækker perler, og den gule og pink er lavet på en base med 4 rækker perler, men teknikken er den samme på de to halskæder. Begge kæder er lavet af forskellige slags glasperler. Man behøver ikke bruge en bestemt slags, men den er nemmest, hvis perlerne har samme størrelse.

Snoet perlehalskæde

Snoet perlehalskæde

Har du selv lyst til at prøve kan du se en vejledning fra Youtube her:

Orange sommerstrik

Orange strikket sommertop

Et af mine mindste, men også sværeste strikkeprojekter er blevet færdig: En sommertop med det fineste blondemønster foran. Jeg har altid synes at strik og sommer går lidt i hver sin retning, og jeg synes det er svært at kombinere strik og sommertøj, men nu skulle det altså prøves.

Opskriften er fra Yeon Hwa Lee og hedder Pineapple top. Opskriften kan findes på Ravelry, og findes både på engelsk og dansk. Der var dog nogle fejl i den danske opskrift (som der også blev gjort opmærksom på ved køb), så jeg strikkede mest efter den engelske. Opskriften var fint skrevet, men det krævede alligevel stor koncentration at følge, især i starten. Jeg måtte ændre lidt undervejs, da målene på ærmegabene var utroligt små i opskriften.

Hvis jeg skulle strikke toppen igen, ville jeg ændre de små flæseærmer, så det ikke er ren glatstrik. Selvom det er blevet blokket, har det nemlig en tendens til at rulle. Det kunne være undgået med nogle rækker med vrangmasker, ligesom der er øverst på skulderen.

Orange strikket sommertop

Jeg elsker blondemønsteret foran, men det krævede også stor koncentration at følge. Normalt kan jeg “huske” et mønster efter et par gentagelser, men sådan var det ikke med dette. Der måtte jeg kigge på diagrammet hele tiden.

Toppen er strikket i Scheepjes Softfun i farven Clay. Hvis jeg skulle strikke den igen, ville jeg nok bruge noget lidt tyndere garn og i stedet strikke en størrelse større.

Orange strikket sommertop

Jeg er glad for resultatet, men har det stadig lidt svært med strik og sommertøj. Jeg synes den er blevet for tyk og varm til at bruge på en dag, hvor jeg vil tage noget på med bare arme. Min mor foreslog at strikke små, korte ærmer i den, så det går jeg og overvejer.

Unplug & go outside broderi

Broderi

Jeg faldt tilfældigt over bogen “Cross Stitch for the Earth” af Emma Congdon. Det er en af de fineste broderibøger! Korssting kan hurtigt blive lidt kedeligt eller gammeldags, men denne bog er fuld af korsstingsbroderier med søde og sjove citater og flotte grafiske effekter.

Broderi

Jeg faldt pladask for dette broderi med det fine budskab “Unplug & Go Outside” og måtte straks købe både stof og broderigarn.

Broderiet tog overraskede langt tid at lave, men det var sjovt, fordi der er mange små motiver og ikke store ensfarvede flader. Jeg har allerede flere mønstre fra bogen i tankerne til kommende broderiprojekter.

Broderi

Broderiet har jeg sat i en gammeldags ramme med buet glas, og det hænger nu fint og pynter på syværelset.

Projekttaske

Projekttaske

Lige siden jeg startede med at strikke, har jeg brugt en rød pose fra Beauty Cos som projektaske. Ikke fordi den var speciel pæn eller god, men den havde en rigtig fin størrelse og kunne lukke sammen med knapper, som var ret praktisk. Efter tre år og flere reparationer, måtte den dog give op. Stoffet var ved at mørne, og strikkepinde havde med tiden lavet huller i begge sider.

Projekttaske

Derfor syede jeg en ny projekttaske i cirka sammen størrelse af bomuldsstof fra gemmerne. Posen er syet med franske sømme, som både gør den pæn indeni, men også forstærker sømmene og gør dem lidt mere stive, så taske bedre holder faconen. Tasken har fået to hanke og et bredt bånd i toppen, som pænt skjuler syningen af den trykknap, som bruges til at lukke tasken.

Projekttaske

Jeg synes sådan en projekttaske er helt uundværlig. Jeg bruger den både, når jeg skal have mit strikketøj med et sted hen, men også blot til opbevaring, så jeg har alt samlet, hvis jeg fx tager strikketøjet med ud på terrassen eller rundt i huset.

Projekttaske

3 års strikkejubilæum

Strikkejubilæum

De seneste par år har jeg “fejret” mit strikkejubilæum med et tilbageblik på, hvad jeg har strikket det foregående år. Det er lidt sjovt og hyggeligt at kigge tilbage på. Og så synes jeg, det er lærerigt at se tilbage på, hvad der var en succes, og hvad der endte knap så godt, og ikke mindst hvad jeg har brugt og ikke brugt. Det håber jeg kan hjælpe mig med at være bedre til at vælge strikkeprojekter fremover.

 

Strikkejubilæum

1: Grøn strikket cardigan  /  2: Tutti frutti strik  /  3: Sophie scarf  / 4: Inner child sweater kjole

1: Den grønne cardigan er strikket af den optrævlede Skogsbærjakke (som igen er optrævlet af noget andet). Jeg er desværre aldrig blevet rigtig glad for den, så lige nu ligger den i mit garnlager klar til at blive trævlet op, så garnet kan leve sit fjerde liv.

2: Tutti frutti trøjen er jeg stadig rigtig glad for og bruger jævnligt. Pasformen er god og jeg kan lide de små pufærmer og farvenisterne. Helt sikkert en succes.

3: Sophie scarf’et strikkede jeg til min svigermor. Det var et sjovt lille projekt, og svigermor blev glad for det.

4: Inner child sweater kjolen var virkelig sjov at strikke (knap så sjov af hæfte ender på), og jeg har brugt den en del, da den er rigtig behagelig at have på. Maskerne er lidt stor og løse i det, hvilket jeg ville ændre, hvis jeg skulle strikke den igen. De store masker har også betydet at velourgarnet blev filtret og jeg måtte udskifte alle striber med det efterfølgende.

 

Strikkejubilæum

1: Tyk strikhue  /  2: Strukturstrik  /  3: Koralfarvet perlestrik  /  4: Grøn strukturstrik i eget design

1: Strikhuen har været en succes, og er blevet brugt flittigt, da det var rigtig koldt i vinters. Den er strikket i et lidt kradsende garn (optrævlet garn fra min aller første striktrøje) men med et blødt garn på indersiden langs panden, og det fungerer rigtig godt.

2: Strukturstrikken var en rigtig sjovt strikkeprojekt, men desværre er resultatet ikke helt i top. Garnet er blevet lidt for stift efter vask, og jeg har derfor ikke brugt den helt så meget, som man kunne ønske.

3: Den koralfarvede perlestrik har været det forgangene års eneste perleprojekt. Det er blevet rigtig godt, og jeg har allerede brugt trøjen rigtig meget. Jeg var bange for om farven blev for vild, men den er helt perfekt.

4: Den grønne strukturstrik er jeg først for nylig blevet færdig med, og vejret er for varmt til sådan en tyk trøje. Så for nu ligger den pænt i skabet og venter på koldere tider.

 

Ud over strikkeprojekterne har jeg også brugt en del tid på min side Garnportalen.dk, som jeg har opdateret med nye garntyper og en masse nye artikler om strik og garn. Og så har jeg tilføjet en ny funktion, hvor man også kan søge i opskrifter og finde garnalternativer til dem. Hvis du ikke har besøgt siden endnu, kan du se den her.

Omsyet skjortekjole

Skjortekjole

Jeg arver jævnligt tøj fra min mor. Enten tøj som ikke selv bruger, eller tøj som er på cirkulation mellem hende og hendes veninder, inden det sendes til genbrug. Hun ved som regel hvad jeg kan lide og er god til at tage noget fra, hvis hun tror det er noget for mig.

Sådan var det også med denne skjorte/tunika (som jeg desværre ikke fik taget et før-billede af). Den var ret stor og uformelig, men stoffet og kraven var ret fin og havde potentiale. Jeg har derfor splittet den af og opsprættet alle sømme med undtagelse af krave og knapstolpe.

Skjortekjole

De ændringer jeg har lavet er:

  • Fjernet rynkeeffekt fra skuldre
  • Tilføjet brystindsnit for en bedre pasform
  • Syet kjolen ind i siden
  • Isat ærmer, som blev lavet af det stof der var tiloverst da kjolen blev syet ind i siden
  • Tilføjet usynlige lommer i siden
  • Tilføjet bæltestropper
  • Lagt kjolen op og fjernet den buede skjortekant nederst

Skjortekjole

Jeg synes det er en sjov udfordring at bruge allerede eksisterende tøj og enten lave små tilpasninger eller skabe noget helt nyt. Det giver god mening i en verden, hvor vi skal forsøge at sænke vores forbrug og nyproduktion.

Skjortekjole

Grøn strukturstrik i eget design

Grøn strukturstrik i eget design

Jeg er blevet færdig med min første sweater, i eget design og efter egen opskrift. Jeg er vant til at sy, hvor det er lidt nemmere at freestyle, for man kan nemt lave tilpasninger løbende, fx ved at sy tøjet lidt ind. I strik er det lidt noget andet, for hvis pasformen ikke er rigtig, bliver man bare nødt til at bide i det sure æble, trævle op og strikke det forfra. Det er også sket for denne sweater en enkelt gang. Heldigvis er strik også meget tilgivende, hvad angår pasform, og især denne type strukturstrik har ret meget stræk i sig.

Grøn strukturstrik i eget design

Sweateren er strikket med dobbelt halskant i drejet rib, ligesom ærmer og krop også er afsluttet med drejet rib. Hele sweateren er i strukturstrik med et simpelt hulmønster.

Grøn strukturstrik i eget design

Skuldrene er konstrueret som saddelskuldre, hvor tre rækker strukturstrik øges til 9 rækker ved ærmestart og derved giver ærmet ekstra fylde og en meget subtil puf-effekt. Bagstykket er strikket både højere og bredere end forstykket for en bedre pasform, og nakken er formet med vendepinde.

Grøn strukturstrik i eget design

Jeg lærte på den hårde måde, at der går mere garn til strukturstrik end til glatstrik, så jeg løb tør for garn undervejs. Da jeg bestilte nye nøgler, var de ikke samme indfarvning, og det var desværre meget tydeligt at se forskel. Mit oprindelige garn har en fin mos-farve (som er svær at gengive på billeder), mens det nye garn i en anden LOT var meget mere gråt og farveløst. Det er ikke nemt at se på billedet nedenfor, men i virkeligheden var det meget tydeligt.

Så jeg kontaktede en masse garnforhandlere i søgningen på min indfarvning, og heldigvis var jeg heldig og fik fat i tre ekstra nøgler af den rigtige indfarvning.

Grøn strukturstrik i eget design

Garnet er Drops merino extrafine i farve 53. Jeg har brugt ca. 12 nøgler garn, og sweateren er strikket på pind 4 mm (3 mm pind til rib).

Grøn strukturstrik i eget design

Pung af garnrester

Pung af garnrester

Efter jeg er begyndt at strikke, har jeg fået en del garnrester, som jeg forsøger at bruge på kreative måder. Jeg har set flere på Instagram, som har brugt garnrester til at lave stof, bl.a. Skaberglæde, Ingunn Birkeland og LoveCrafts, så jeg fik lyst til at prøve selv.

Pung af garnrester

Stoffet er lavet af garnrester, som quiltes imellem et lag stof og en lag soluvlies, som efterfølgende opløses i vand.

Pung af garnrester

Pung af garnrester

Stoffet brugte jeg til at sy en lille pung, som er perfekt når man skal have strikketøjet med sig. Der kan nemlig lige være nogle maskemarkører, en ekstra wire, en saks og hvad man ellers kan få brug for.

Jeg har skrevet en mere udførlig vejledning til, hvordan man laver stoffet på min anden side, Garnportalen.dk.

Pung af garnrester

Koralfarvet perlestrik

Koralfarvet perlestrik

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg sidst har strikket med perler, og derfor fik jeg igen lyst til at prøve det. En idé med farverige bitte små perler havde længe rumsteret i hovedet på mig, og jeg var så heldig at finde en pose med fine, små blandede perler i Søstrene Grene, som var helt perfekt til det projekt.

Koralfarvet perlestrik

Trøjen er strikket i Scheepjes Softfun (som efterhånden er blevet mit go-to garn) i farven Soft Coral, som er en blanding af bomuld og akryl. Farven er svær at gengive. Den er ikke lyserød, men ret stærk koral-farvet.

Trøjen er strikket på pind 4 mm (rib på pind 3 mm), og der er brugt ca. 8 nøgler. Perlerne er fra Søstrene grene, og jeg har brugt lidt under 2 pakker.

Perlerne er super små, og jeg måtte bruge en sytråd til at få dem på garnet, og nogle måtte jeg opgive at få på garnet.

Koralfarvet perlestrik

Jeg har ikke strikket efter opskrift, men har taget udgangspunkt i nogle af mine andre striktrøjer og tilpasset lidt derfra. Det er en klassisk raglan-trøje hvor ribkanterne er lavet med drejet rib og halskanten er dobbelt.

Koralfarvet perlestrik

Flower Press Studio – Inspiration fra Instagram

Flower Press Studio

Der findes så mange spændende, kreative og kunstneriske instagram-profiler, og jeg vil gerne dele nogle af mine favoritter her på bloggen.

Flower Press Studio er en spændende instagram-profil, hvor parret Keith Kralik og Rachel Parri laver den fineste kunst med pressede blomster. De presser selv blomsterne (og underviser i hvordan man gør det), og så placerer de dem i et fint og præcist mønster på papir, så det bliver helt dækket. De har også lavet nogle fine værker i glas, som giver en sjov skyggeeffekt, fordi lyset når igennem glasset.

Jeg har selv presset blomster, da jeg var lille og igen for et par år siden (netop med inspiration fra Flower Press Studio), men jeg må indrømme at det er blot har gjort mig endnu mere imponeret over håndværket, for det er sværere end man skulle tro. Har du selv lyst til at kaste dig over blomsterpres og blive inspireret eller bare kigge på den smukke blomsterkunst, kan du se mere på Flower Press Studios instagram-profil.

Strukturstrik

Strukturstrik - Ditte Sweater

På det seneste er der kommet mange strikkeopskrifter frem med det fineste strukturstrik og striber. Jeg faldt pladask for mønstret fra Not perfect knit, som kaldes Ditte sweater. Især fordi den strikkes rundt, strikkes oppefra og ned og er monteringsfri.

Mønsteret er relativt simpelt, og der er kun ganske få andre masker end ret- og vrangmasker, så selvom mønsteret kan se krævende ud, er det faktisk slet ikke så slemt. I opskriften var der ikke noget diagram på mønsteret, og det savnede jeg. Mønsteret er derimod beskrevet med tekst og strikkeforkortelser, hvilket jeg synes er sværere at overskue end et diagram, men det er nok en smagssag.

Strukturstrik - Ditte sweater

Som jeg har nævnt tidligere, er jeg ret uld-sart, og har faktisk ikke noget strik i uld. Derfor var det også lidt en opgave at finde et passende garn til denne sweater, da strikkefastheden er ret lille (17 masker pr 10 cm), og det er nemmest at finde i uldgarn.

Jeg endte med at prøve en nyt garn fra Mayflower, som hedder Rimini. Det er et blowgarn, som består af et net i polyamid, som er fyldt med lyocell (en form for viskose). Garnet er lavet på samme måde som mange uldgarner og er derfor ret fyldigt og luftigt. Og så er det ret elastisk, hvilket får maskerne til at lægge sig meget pænt.

Jeg synes, det er et spændende garn, hvis eneste ulempe indtil videre er, at man skal passe på ikke at rykke i de tynde tråde i nettet, når man strikker. Jeg håber, det holder sin form og blødhed efter brug og vask, for så kunne jeg godt finde på at strikke med det igen.

Strukturstrik - Ditte sweater

Jeg har brugt lidt over 10 nøgler garn til denne sweater, som jeg strikkede på pind 5. Strikkefastheden satte jeg med vilje lidt op for at få en lidt mere tætsiddende sweater end opskriften angav. Derudover har jeg ikke lavet andre ændringer til opskriften end at gøre halsudskæringen lidt større.

For en sjælden gangs skyld har jeg lavet ærmerne lange som i opskriften (jeg er ellers mest til trekvarte ærmer). Med denne trøje, som er til den tykke side, synes jeg det passede bedst.

Strukturstrik - Ditte sweater