Julepyntsudveksling

Jeg har modtaget to ud af tre pakker fra julepyntsudvekslingen, og sikke nogle fine ting. Det er dog ikke dem, jeg vil vise i dag (men I skal nok få dem at se en af de nærmeste dage). Der imod vil jeg vise hvad jeg sendte som mit bidrag. Det var nemlig disse stjernepuder med pels, strik og stof.
Idéen til puderne har jeg haft i et stykke tid, og julepyntsudvekslingen var en oplagt mulighed til at få det afprøvet. At styre pels og strik i patchwork var lidt sværere, end jeg troede. Det skal ellers normalt være rimelig nøjagtig for at hjørner mødes korrekt, men heldigvis skjuler pelsen nemt de unøjagtigheder, der må være.
Igen er det en stor del af min mors stoflager, der har måtte lade livet til fordel for puderne, og der er brugt mange små rester stof, som det jo er oplagt ved patchwork.


Jeg er tilfreds med resultatet og kan godt lide at puderne er julet i form af stjernemotivet, men alligevel ikke mere julet, end at man sagtens kan bruge dem en større del af året. Og så synes jeg, de passer fint ind i det nordiske tema (som jo var den gruppe i julepyntsudvekdlingen, som jeg var med i) med deres pels, strik og lyse farver.


Julepynt 2013

I weekenden fik jeg fanget lidt af vores julepynt med kameraet. Efterhånden er weekenderne det eneste tidspunkt, man kan få taget billeder med bare nogenlunde fornuftigt lys.
Vi flyttede jo i ny lejlighed i sommers, så jeg var helt på bar bund med hensyn til juleoppyntning. Måske af samme grund er det blevet ret simpelt og holdt i et ret begrænset omfang – egentlig også sådan jeg bedst kan lide det.
Røde julenisser er der ikke mange af, men tilgengæld har jeg forsøgt at få glimmer ind alle de steder, det er muligt.


Kalenderlyset er også blevet meget simpelt og pyntet med nogle skønne julestjerner af papir med træ- og korkprint.

Og sølvglimmer-flyvegrisen måtte bare frem igen i år.

Pakkepost

Så kan mine partnere i julepyntsudvekslingen godt begynde at kigge i postkasserne, for disse pakker er blevet sendt afsted til dem i dag. Det tog mig lidt længere tid at lave julepynten, end jeg havde regnet med, men jeg nåede det trods alt. Når alle har modtaget deres pakker, kan jeg afsløre her på bloggen hvad de indeholder.
Advent

Så er julen rigtig sat i gang, og jeg juler på livet løs herhjemme. Mor har lavet adventskrans til os, jeg har lavet adventspakker til kæresten, og julepynten har så småt fundet vej op fra kælderen.
Jeg har også gang i lidt jule-krea, for jeg er nemlig med i Sine og Anne-Mettes julepyntsudveksling. Hvad jeg helt præcis laver er en hemmelighed lidt endnu, men I skal nok få det at se senere på måneden.


Pakkekalender

Jeg og min søster plejer at få pakkekalender af min mor, selvom vi for længst er flyttet hjemmefra og, som nogle sikkert vil mene, er for gamle til den slags. Jeg elsker det og nyder at få små overraskelser gennem hele december.
I år har min søster og jeg gjort gengæld og har lavet en pakkekalender til min mor og en adventskalender til min far.
– og selvfølgelig har jeg også fået en pakkekalender igen i år – Tak Mor ;)


Nyt blogdesign!

Bloggen har ikke været tilgængelig det sidste døgns tid, og det er fordi, jeg har rodet bag kulisserne. Jeg har nemlig fået lagt en nyt blogdesign på, som jeg har arbejdet på et stykke tid. Der er stadig nogle ting hist og pist, som der skal arbejdes på, men lad mig endelig vide, hvis I falder over noget, der slet ikke virker.
Og lige for en god ordens skyld: Øverst er det gamle blogdesign og nederst det nye og mere farverige blogdesign.

Leg med hamaperler


Forleden havde jeg gang i hamaperlerne igen og fik lavet lidt forskellige perleplader. Igen har jeg fået inspiration fra broderimønstre, og både bilen og flamingoen er fra mønstre fundet på pinterest. Katten nedenfor var lidt et eksperiment, og blev ikke helt så vellykket som håbet – der er i hvert fald ingen der indtil videre har kunne se at det er en kat.

Kæresten kom i en mindre brandert til at love mig at han ville lave perleplader med mig, så han lavede denne nissekat til mig. Han har senere bebudet at hjemmets hamaperle-kvote er ved at være opbrugt og at vi ikke har brug for flere perleting herhjemme. Ja ja… Lad os nu se…

Origami-kugle

Jeg har set flere fine papirkugle i forskellige former for origami i blogland, og jeg fik lyst til at prøve selv. Jeg brugte denne vejledning, som udgangspunkt, men ændrede lidt i målene. Derudover laminerede jeg papiret med tape, så det blev lidt stærkere.
Jeg er rigtig tilfreds med resultatet, men planen om at lave en til hvert vindue i lejligheden bliver nok ikke en realitet, for jeg synes godt nok, de tager lang tid at lave og folde.

Besøg i Den gamle by



I weekenden tog jeg og kæresten en spontan tur til Den gamle by. Dagens plan var gulvvask, så ingen af os var svære at overbevise om, at en tur i Den gamle by var en strålende idé. Han havde aldrig været der, og vi ville bege gerne hen og se det nye 70’er-område i byen. Det er blevet lavet rigtig godt med fire ret autentiske lejligheder, hvor man kan gå rundt i alle rum og se på alle de fine ting og genkende detaljer fra sin barndom og bedsteforældres hjem. For mig var det langt mere interessant end at kigge på de flere hundrede år gamle huse.
Foruden 70’er-lejlighederne var turens højdepunkter de fine udstillinger. Der var en udstilling med gamle malerier af Århus, udstillingen “Beat mm” med Jørgen Angels rockfotografier og ikke mindst en rigtig flot samling af retro-plakater på plakatmuseet. Uh, der var mange af de plakater, der gerne måtte komme hjem til mig at bo.


Perlekunst

Jeg er blevet lidt bidt af at lave perleplader. Det lyder måske lidt fjollet, men jeg synes faktisk det er ganske underholdende at eksperimenterer med mønstre og farver og få fremtryllet lidt kunst. Og så elsker jeg at man kan få inspiration fra broderimønstre, som jo nærmest er lige til at overføre til perleplader.
Til denne store perleplade fik jeg også inspiration fra et broderimønster. Det var i sort og hvidt, men jeg erstattede blot det sorte med multifarvet og lavede lidt om på mønsteret, så det kunne passe til pladerne. Der er brugt midi-perler, og den er lavet på fire store plader sat sammen.

Og hvad den så helt præcis skal bruges til, har jeg ikke fundet du af (men kunst skal vel heller ikke altid bruges til noget). For nu pynter den i mit lille syhjørne herhjemme.

Hvis jeg siger giraf…

– kan du så se at det er en kage med girafmønster? Nå, ikke… Ej, den blev vist også lidt mislykket. Jeg ved godt, at det ikke er særlig lang tid siden, jeg viste endnu et mislykket kageforsøg, men her er endnu et til samlingen.
Inspireret af dette billede på pinterest lavede jeg en roulade efter tiramisuroulade-opskriften. Smagen var helt i top (med ekstra kakao og kahlua), men dejen var desværre alt for tynd til, at mønsteret kunne fremstå tydeligt på rouladen. Gode intentioner, men knap så godt resultat. Måske prøver jeg en anden gang med en anden slags dej.

Story Slam

I går prøvede jeg noget helt nyt: At være til Story Slam. Det var på Teater Katapult på Godsbanen i Århus. En rigtig sjov, spændende og interessant aften, som jeg varmt kan anbefale andre at prøve.
Så vidt jeg kan læse mig frem til, er Story Slam et relativt nyt begreb i Danmark, som er hentet hjem fra New York. I korte træk er det er slags “open mic”, hvor 7 deltagere dyster i at fortælle historier. Deltagerne fortæller 2 historier på max 6 minutter hver. Det er meget forskelligt, hvad der bliver fortalt om, men det skal være noget deltageren selv har oplevet. I går blev der bl.a. fortalt om rejseoplevelser, barndomsminder og pudsige oplevelser fra hverdagen. Der var både sjove, tragiske, spændende og tankevækkende historier. Til sidst fik vi publikummer lov at stemme på vores favorit, og vinderen af dysten blev fundet.
Da det var færdigt, tog jeg og kæresten med et hold venner ud i byen og fik et par drinks. En aften lige efter mit hoved, når man nu ikke gider det helt store fest-orgie mere, men stadig gerne vil have en hyggelig aften, hvor der sker noget.
