Kuglestagen

Forleden viste jeg mine fødselsdagsgaver frem. Iblandt dem var denne fine lyseblå kuglestage, som jeg fik af min mor og far. Den har nu fået plads i vindueskarmen, hvor den passer rigtig godt sammen de andre farvestrålende fyrfadsstager.

Den fine kano kajak i baggrunden er lavet af min kærestes far, og den står nu også og pynter i vindueskarmen i stuen.

Chokolade fletpung

Denne flettede pung har jeg samlet til i lang tid. Den er nemlig lavet af små stykker papirer fra chokolader, og det har taget lang tid at få samlet nok. Jeg synes papiret er så fint i farverne, og havde straks lyst til at genbruge det til en fletpung.

Øjne i natten

Da jeg ikke boede sammen med kæresten, lavede jeg tit lidt hærværk i hans lejlighed for at give ham lidt at smile af. En dag satte jeg fx øjne på en masse af hans ting. Nu er jeg jo selv flyttet ind i lejligheden, og noget er hærværket er her stadig.

Me too!

Efter jeg havde broderet de søde fugle, købte jeg et kit magen til. Ikke for at brodere fugle igen, men for at bruge garn, ramme og net til et helt andet slags broderi.

Jeg blev inspireret af et par billeder fra Pinterest, nemlig dette og dette, og idéen med broderiet kom bare til mig en aften inden jeg faldt i søvn. Sjovt at kunne bruge sådan et broderi-kit på en anderledes måde, og dejligt endelig at kunne få omsat noget af alt den inspiration man får fra Pinterest til et færdigt produkt.

Fødselsdagsfest

Jeg har lige haft fødselsdag og har derfor haft gæster hele weekenden. Mine veninder lørdag og min familie søndag. Det har været rigtig hyggeligt, selvom sådan en omgang dog kræver en del planlægning og forberedelse.

Jeg fik slet ikke taget nogle billeder, mens vi havde gæster, men I kan få lidt billeder af noget af de skønne ting, de efterlod sig – nemlig fødselsdagsgaver til mig.

Dymo-kærlighed

Dymo-præger

Jeg har helt glemt at vise jer mit skønne indkøb, fra dengang vi var på weekendtur i København i starten af August. Vi fik tid til at komme i Urban Outfitters. Jeg elsker den butik, fordi de har så mange sjove ting og en behagelig stemning. En af de sjove ting var denne manuelle dymo-præger, som bare stod og ventede på, at jeg skulle tage den med hjem. Det gjorde jeg, og den har været flittigt brugt på nogle opbevaringskasser. Jeg mangler dog helt klart ting, som har brug for et par dymolabels, og jeg går derfor lidt rastløs rundt i lejligheden og udser mig dymo-prægerens næste bytte.

Grafisk med en snært af læder

Jeg har allerede vist en af de ting, som kom ud af mit seneste stofindkøb, nemlig betrækket til mit ærmebræt. Dette er et nyt projekt, som jeg allerede havde i tankerne, da jeg købte stoffet. Jeg manglede nemlig en ny indkøbspose, som gerne skulle være lidt smart. Jeg kan godt lide stoffet og synes at de små læder-detaljer lige giver tasken prikken over i’et.

Til posen syede jeg en matchende pung i samme stof. Den har to lommer, og indkøbsposen kan sagtens foldes sammen og være i den ene lomme, mens den anden kan rumme pung, mobil og andre småting. Pungen har også en lille strop, som man enten kan have om hånden eller hæfte fast til indkøbsposen hank, når den er i brug.

Flettaske af kaffeposer

Materialerne, som jeg viste her, er nu blevet forvandlet til en færdig flettaske. Det var nyt for mig at bruge disse materialer, så det var lidt en udfordring. Papiret i guld og bordeaux var meget stift og svært at folde, og det grå-melerede papir var tyndt og skrøbeligt, så det var lidt svært at få sat det pænt sammen med de glatte kaffeposer.

Nu håber jeg blot at modtageren kan lide den.

Scrabble-magneter

Jeg fandt noget relativt billigt magnetbånd (20 kr. for 1 meter) til de scrabble-brikker, som jeg fandt på bagagerumsmarked forleden. Desværre var 1 meter magnetbånd ikke helt nok, så jeg endte med at supplere med nogle magnetbogstaver fra Tiger, som blev klippet til og klistret fast. Så nu har scrabble-spillet fået nyt liv som magneter på køleskabet og bliver brugt til at skrive små sjove beskeder.

Fuglebroderi

Broderi-kittet fra Netto er nu forvandlet til et færdigt broderi i ramme. Jeg blev lidt bidt af det, da jeg først kom igang, så det var ikke så mange mørke efterårsaftener, jeg nåede at bruge på det. Til gengæld har jeg allerede købt et nyt kit magen til, som dog skal forvandles til noget i en helt anden stil. Det får I snart at se.

Nye klæder til ærmebrættet

Noget af stoffet fra mit seneste stofindkøb blev forvandlet til nye klæder til mit ærmebræt. Ærmebrættet var slidt, og der var smeltet et hul i stoffet, så det var på tide at få det skiftet.

At sy det nye betræk var meget enkelt. Jeg vendte ærmebrættet på hovedet på stoffet og tegnede rundt om. Derefter lagde jeg lidt sømrum til og målte omkredsen. Jeg klippede en lang tynd strimmel svarende til omkredsen og syede et ombuk, som fungerer som løbegang. Derefter blev løbegangen syet på det store stykke stof, og vupti, et nyt betræk var født.

Mon det bliver sjovere at stryge med et pænere ærmebræt? Jeg tvivler desværre… Men jeg bliver en lille smule gladere, når jeg  kigger på ærmebrættet nu. Jeg elsker retro-looket, som det nu har fået.

Stofindkøb

Dette er mit nyeste stofindkøb fra Stof og Stil. Det er en bunke, jeg regner med at kaste mig over i dag, nu vejret for alvor melder efterår og mest af alt indbyder til indendørsaktiviteter.

1 41 42 43 44 45 54