Forår, kom hid

Selvom det er smukt med alt det hvide sne, længes jeg nu stadig efter lidt mildere temperaturer, lysere dage og ikke mindst mere sol. Det hjælper dog lidt på det hele at få plantet lidt forår indenfor i form a hyacinter. Og så dufter de jo helt fantastisk.


I regn og slud

I dag trodsede jeg regn, slud og sne og tog i Netto for at få fingrene i disse lækre viskestykker. Jeg købte de tre sidste og følte mig ret heldig.
Det er planen at de måske skal få nyt liv som puder en dag.

(og nej, billederne her er ikke i sort/hvid – det er bare sådan her ser ud for tiden)
Cupcakes


I weekenden blev der bagt de lækreste cupcakes med nyt sukkerpynt fra Tiger. Denne gang blev det chokolade cupcakes med en lille overraskelse indeni i form af en stykke chokolade med mintfyld. Helt fantastisk efter min mening. Frostingen er med vanilie og limesaft. Grundopskriften er fra Julia cupcakes, som jeg også skrev om her.


Den fine tallerken er fundet frem fra gemmerne, sidst jeg var oppe på loftet og rydde op i vores depotrum. Den er købt i en genbrugsbutik for mange år siden.

Pølsehorn

Forleden bagte jeg disse pølsehorn, som blev ret vellykkede, og bestemt ikke er sidste gang jeg bager. Jeg fandt en opskrift på dk-kogebogen og ændrede lidt i den, så de blev lidt grovere. Her er hvad jeg endte med:
- 1,5 dl vand
- 1/4 pakke gær
- 1/2 tsk salt
- 1/2 tsk sukker
- 1/2 æg
- 50 g smør
- 3 revne gulerødder
- 100 g grahamsmel
- 200 g hvedemel
- 10 kyllingepølser (halv størrelse af almindelige pølser)
- Ketchup
- Sesamfrø
- Groft salt
- Æg til pensling
Fremgangsmåde: Gæren opløses i lunkent vand. Smøret smeltes og blandes i sammen med salt, sukker, æg og gulerødder. Grahamsmel blandes i og til sidst hvedemelet. Dejen æltes godt og stilles til hævning overdækket et lunt sted i en time.
Dejen æltes igen og rulles ud til en stor cirkel. Cirklen deles som en pizza, så der opstår 10 trekanter. I den brede ende lægges lidt ketchup og en kyllingepølse. Dejen rulles om pølsen, og hornet placeres på en bageplade med spidsen nedaf. Hornene pensles med lidt æg og drysses med sesamfrø og lidt groft salt. Herefter efterhæver hornene i en halv time.
Hornene bages i ca 20 min ved 200 grader.

Kjole in progress

Det ligner måske mest nogle stofrester som er på vej i skraldespanden, men det er faktisk et lille sneak peak til den næste kjole jeg er ved at sy.
Jeg er vild med stoffet med de fine farver. Det er fra en kjole, som ikke længere passede mig så godt, så nu skal den have et nyt liv som en ny kjole.

Mint kjole

Der var absolut ingen planer i weekenden, så jeg kastede mig ud i et kjoleprojekt. Det er ellers ved at være rigtig længe siden. jeg har syet tøj, da min tålmodighed ikke så tit rækker til det for tiden. Jeg har det bedre med de mindre projekter, som jeg kan afslutte i løbet af en enkelt dag.
Men min tålmodighed må have peaket i weekenden, for jeg fik syet denne kjole ud af en aflagt tunika-kjole. Jeg er blevet rimelig godt tilfreds med den, selvom den er blevet lige med det mindste i størrelsen.


Puder til søster

Min søster var på besøg en weekend før jul, og planen var klar: stof-shopping og pude-syning. Vi tog i stof og stil og købte stof i nogle rigtig fine farve-kombinationer til to store puder med trekanter a la ferm living.
Min søster går ikke lige så meget op i syning og håndarbejde, som jeg gør, men hun har alligevel et ret godt tarv på det, når hun ellers har nok tålmodighed til det. Hun lånte min symaskine og syede to pudebetræk med minimal hjælp fra min side.
Resultatet blev to store puder på 80 x 80 cm. En i farvekombinationen ovenfor og en anden pude, hvor det bordeaux er skiftet ud med en sart mint (som jeg desværre ikke fik billeder af). Rigtig flotte farver efter min mening.
DIY: Sy indmad til pung

Da jeg skulle sy indmad til en pung for første gang, synes jeg det var ret svært at regne ud, hvordan det skulle gøres, og jeg ledte forgæves efter vejledninger. Derfor prøvede jeg mig bare lidt frem og måtte lave en del om undervejs. Da jeg skulle sy indmad til en anden pung, besluttede jeg mig for at lave en vejledning undervejs, som jeg kan bruge som reference senere, og som I selvfølgelig også kan få glæde.
Inspirationen kommer fra Helene fra Genbrug bliver guld, som har lavet nogle rigtig fine fletpunge med en lignende indmad. Desværre uden vejledning til. Jeg håber I vil få glæde af vejledningen her, og jeg vil gerne hører fra jer, hvis noget er uklart i vejledningen.
DIY: Sy indmad til pung
1. Mål hvor stor indmaden til pungen skal være.
Læg et målebånd inde i pungen og mål både pungens længde og stykket fra den ene øverste kant til den anden. Mål ca. 0,5 cm fra lynlåsens kant. Indmaden skal til sidst syes fast på lynlåsen, så det er vigtigt, at der er et lille overlap mellem lynlås og indmad.
Målet fra pungens side til den anden kalder vi pungens længde. Og stykket fra den ene øverste kant til den anden deler vi med 2 og kalder pungens bredde. Min pung måler 17cm i længden og fra den ene kant til den anden er der 16cm, dvs. bredden er 8cm.


2. Sy lynlåslommen
Til lynlåslommens for- og bagside skal der klippes to stykker stof, som måler pungens længde minus 1cm x pungens bredden. Tag en lynlås og klip den til, så den 3cm kortere end pungens længde. Klip også to små stykker stof på 3cm x 2,5cm.

Nu skal lynlåslommen sys sammen. Sy de to små stykker stof på lynlåsens ender ret mod ret med et sømrum på 0,5cm. Fold de små stykker ud, så de fungerer som forlængelse af lynlåsen.

Sy derefter pungens for- og bagside på lynlåsens sider ret mod ret. Zigzag evt. over kanten, fold siderne ud og sy en pyntestikning ved lynlåsens kant.

Klip det overskydende af de små lynlåsstykker, så stykket bliver helt firkanten. Fold stykket på midten, vrang mod vrang, og sy siderne sammen med 0,5cm sømrum. Zigzag over kanten.

3. Lav pungens for- og bagside
Klip to stykker vliseline, som måler pungens længde x pungens bredde. Klip to stykker stof på længde+2cm x bredde+2cm, hvor vliselinestykkerne stryges fast på midten. Til kortlommer klipper du to stykker stof, som måler 11cm x 6,5cm.

Tag lommerne og afslut den øverste kant (en af de længste sider) ved at bukke kanten 0,5cm ned to gange og sy den fast.

Fold derefter sider og bund ca. 1cm ind og hæft dem fast på midten af stykkerne med vliseline. Sy dem fast på sider og bund så tæt på kanten som mulig.

4. Lav pungens sider
Klip til sidst siderne, som holder lynlåslommen på plads. De to stykker stof skal være pungens bredde plus 1cm x 13cm. Målet på 13cm kan variere lidt efter hvor stor eller lille din pung er. Afslut den øverste kant (den på 13cm) ved at bukke stoffet 0,5cm ned to gange og sy det fast.

Fold stykket på midten og læg lynlåslommen ind i folden således at de flugter både ved øverste og nederste kant. Sy siderne fast med 0,5cm sømrum.

5. Saml pungen
Fold siderne ud, som du lige har syet fast på lynlåslommen. Læg dem på en af for- og bagsiderne, således at de flugter i siderne og i bunden. Sy dem fast i sidesømmen med ca. 1cm sømrum.

Gentag med den anden side.

Læg det hele fladt på bordet. Sørg for at lynlåslommen ligger præcis i midten og at sidestykkerne danner nogle pæne lige folder ind mod pungens midte. Sy derefter tværs over bunden gennem alle lag. Sømrummet skal være ca. 1cm.

Nu er indmaden klar til at blive syet fast på pungen. Du kan evt. stryge og presse indmaden for en pænere finish.

Lav et ombuk på 1cm på alle rå kanter. Sy i hånden indmaden fast til pungens lynlås. Det kan være svært at komme til ved pungens bund, men sy så tæt på som muligt.

Pungen kan varieres på mange måder, og man kan sy flere eller færre lommer på.

Fletpung med for

Jeg viste for lang tid siden denne fletpung, som jeg lavede på en ny måde med lynlås på tre sider i stedet for én. Jeg fik kort tid efter syet indmad til pungen, men fik den aldrig vist på bloggen, så her kommer lidt billeder af resultatet.
Jeg valgte grå foer med lommer i småblomstret stof.

Jeg har også en DIY-vejledning til hvordan man syr indmaden til pungen, hvis andre skulle være interesserede i at prøve det. Den er på trapperne og rammer forhåbentlig snart bloggen.

The Colette sewing handbook

Jeg har for nylig lånt bogen “The Colette sewing handbook” på biblioteket efter adskillige ugers ventetid. Jeg har ikke haft så meget tid til at læse i den, men jeg kan se at der er en masse gode sy-tips og fem mønstre. Blandt andet de to kjole-mønstre vist nedenfor, som jeg synes er ret fine.


Nytårsaften




Glimt fra vores nytårsaften, som blev holdt herhjemme. Jeg stod for forretten (spinatpandekager med laks), og da vi første gang mødte hinanden nytårsaften, kunne jeg ikke lade være med at snige et hjerte eller to ind i maden.
Jeg håber I alle kom godt ind i det nye år.
Godt nytår

Her er nytårsforberedelserne i fuld gang, og denne nytårs-tiramisu står klar i køleskabet til i aften.
Jeg håber I har haft et rigtig godt år og får et endnu bedre et i 2013.
