Grøn kjole med blomster
Jeg fandt en lang etage-nederdel i posen med genbrugstøj hos min mor. Meget lange nederdele klæder mig sjældent, men jeg tog alligevel nederdelen med hjem, fordi stoffet var rigtig fint, og der var meget af det. Nedenfor kan du se, hvordan nederdelen så ud, få minutter efter jeg begyndte at sprætte den op.
Jeg besluttede at lave en luftig sommerkjole af nederdelen. Det gjorde jeg ved først at fjerne den nederste etage af nederdele og elastik-taljen. Det nederste stykke var stort nok til at rumme både for og bag af toppen og små ærmer. Stoffet var desværre ikke stort nok til at kunne lægge for- og bagstykke til fold, så de har i stedet fået en sammensyning midt for, som man kan se på billedet nedenfor.
Jeg syede toppen sammen, tilføjede ærmer og afsluttede halsudskæringen med et skråbånd som blevet lavet af de sidste rester stof.
Jeg genbrugte de to øverste etager af nederdelen og taljebåndet, men skar lidt af bredden af for at få det til at passe med toppens bredde. Derudover har jeg tilføjet usynlige lommer i siden og bæltestropper.
Kjolen er blevet en rigtig dejlig sommerkjole, som sidder lidt løsere end jeg er vandt til. Det synes jeg er dejligt, når det er ekstra varmt – og så er det en fordel, at man ikke behøver lynlås.