Blå kjole med sorte detaljer

Jeg elsker at lave refashions! Når jeg syer tøj, synes jeg, det sjoveste er, når man har et stykke tøj, som man kan forvandle til noget nyt. Det er både godt for miljøet og vores ressourceforbrug, og så giver det en masse sjove udfordringer, især for kreativiteten. Derfor er langt de fleste kjoler, jeg syr, også lavet ud af gamle, aflagte stykker tøj. Og denne kjole er ingen undtagelse. Den er nemlig lavet af kjolen nedenfor, som jeg fiskede op at min mors pose med tøj på vej til genbrug. Stoffet er rigtig fint, men modellen var helt forfærdelig på mig.

Derfor gik jeg i gang med at lave et kjolemønster ud fra et gammelt Burda-mønster. Da der ikke var så meget stof at gøre med, indarbejdede jeg nogle sorte detaljer, som også gør kjolen lidt mere spændende. I taljen har jeg fx sat sorte trekanter som markerer taljen, samtidig med at de nederste kanter fungerer som åbning til en lomme.

Ryggen er inspireret af Belladone-kjolen, som jeg har syet nogle gange, uden at være blevet rigtig gode venner med pasformen på ryggen. Jeg må konkludere, at det bare er svært at få sådan en ryg til at sidde pænt, for jeg blev nødt til at sy elastik på kanterne, for at få åbningen til at sidde pænt og ligge fladt.

Måske kan du også lide...
 

Skriv en kommentar