Kjole på skrå

Jeg har syet mig en ny kjole… Igen igen… Denne gang en sjov, asymetrisk en af slagsen med striber på skrå.

Mønsteret er fra bladet Burda Style nr. 10/2016 og hedder Sheath dress #105. I det oprindelige mønster (som ses på billedet nedenfor) er den syet op i to farver, men jeg synes den bliver sjovere med flere farver, så jeg valgte at bruge tre.

Mønsteret på kjolen har jeg haft liggende i virkelig lang, men været lidt tøvende med at gå i gang med. Dels fordi kjolen er en anelse for kropsnær, i forhold til hvad jeg føler mig tilpas i. Og dels fordi mønsterets skæve linjer gør kjolen svær at tilpasse, hvis pasformen ikke sidder lige i skabet.

De to ting viste sig dog at være nemme at overkomme. Jeg tilrettede mønsteret, så det fik en mere A-formet nederdel, og kjolen dermed ikke sidder så stram. Og pasformen viste sig ikke at være et problem – der var ganske få tilretninger, ligesom der plejer at være med mønstre fra Burda Style – jeg er fan.

Stoffet er noget der kaldes “Bistretch” fra Stof og Stil. Det er nemt at klippe og sy i, og da det er polyester krøller kjolen minimal – hvilket jeg ellers ofte synes er et problem med kjolestof. Ulempen ved stoffet er, at det er svært at stryge uden at lave mærker og “blanke pletter”. Det skal stryges fra bagsiden eller med et klæde mellem stof og strygejern. Det kan gøre det lidt sværere at få kanterne helt skarpe.

Jeg er blevet rigtig glad for kjolen og har allerede haft den på flere gange. Jeg tror, det bliver en god hverdagskjole, og den fungerer godt med en cardigan over, når det er lidt koldere i vejret som nu.

Måske kan du også lide...
 

Skriv en kommentar