Fra oversized T-shirt-kjole til figursyet kjole

22. september 2018

Jeg havde en stor oversized T-shirt-kjole liggende i skabet, som jeg egentlig var ved at være lidt træt af. Den blev hurtigt lidt for stor og uformelig på mig, syntes jeg. Stoffet var jeg dog stadig ret glad for, og det fejlede ingenting. Derfor valgte jeg at sy kjolen om til en lidt mere kropsnær og figursyet kjole.

Ovenfor kan du se, hvordan kjolen så ud, før jeg gik i gang.

Jeg brugte et mønster fra Burda Style på en standard top med indsnit både foran og på ryggen. Jeg genbrugte halsudskæringen fra T-shirt-kjolen og lagde bare mønsterdelene på, så de passede med skuldrene. Jeg valgte at sætte et smalt taljestykke med bæltestropper på, for at kunne fremhæve taljen. I et meget mønstret stof som dette, synes jeg, figuren (og taljen) visuelt nemt kan forsvinde, og jeg kan derfor godt lide at markere den med et ensfarvet bælte.

Jeg elsker, elsker, elsker lommer i kjoler, så det skulle der naturligvis også tilføjes. Jeg tog udgangspunkt i en nederdel fra en kjole, jeg har syet et par gange før, nemlig Belladone-kjolen, og brugte det både til skørt og lommer. Jeg tilpassede dog mønsteret en smule, da jeg jo ikke havde helt så meget stof at gøre med.

Ærmerne fra den oprindelige kjole var ret smalle og stramme, og det viste sig også, at de blev for små til den kropsnære kjole. Derfor valgte jeg at lave ærmerne om til små vingeærmer med et overlap øverst. Det fungerer ret godt.

Da jeg havde syet kjolen, var den blevet en anelse for kort til min smag. Jeg ofrede derfor en T-shirt, som jeg havde i samme stof og brugte den til at lave et ekstra, lidt længere lag under nederdelen, som derved fik en fin lag-på-lag-effekt.

Den oprindelige kjole havde ikke nogen form for lukning, da den var stor nok til at kunne blive trukket ned over hovedet. Den nye kjole er for stram til at det kan lade sig gøre, så jeg har tilføjet en usynlig lynlås i siden.

 



  Del dette indlæg:

Skriv en kommentar