Craft taske
For et stykke tid siden lavede jeg et broderi med teksten “Eat, sleep, craft, repeat” på et stykke kraftigt møbelstof, men jeg fik aldrig vist det færdige resultat, nemlig denne taske.
Jeg har ikke syet efter et mønster eller en opskrift, men blot efter de mål, som jeg gerne ville have tasken skulle ende med at have. Tasken er firkantet og ret simpel i konstruktionen. Det er bare to store firkanter som for- og bag-stykke og nogle smalle firkanter som sider og bund. Øverst i åbningen er sat et bånd med en lynlås i.
For at beskytte broderiet har jeg sat foer i tasken. Jeg brugte noget blåternet bomuld fra lageret. Det passer fint med de blå farver i broderiet. Inden i er der også lavet en lille inderlomme, så man nemt kan holde styr på småting i stedet for at de ligger løst i bunden af tasken.
Tasken skal bruges til krea-projekter, fx når de engang imellem skal med ud af huset.