DIY Hama perlepung – Sådan syr du en pung af Hama-perler
DIY for Hama Perler Beads Purse
Make your own purse with this easy English DIY tutorial.Get the English DIY
Jeg har flere gange vist perlepunge, jeg har syet af hamaperler, og flere har spurgt, hvordan de laves. Det er svært at forklare uden billeder, så nu har jeg lavet en diy-vejledning, som viser, hvordan du selv kan lave en perlepung af hamaperler.
Materialelisten er kort, så det er nemt at komme i gang med at sy din egen hamaperle-pung. Du skal bruge:
Hamaperler
Hamaperler i størrelsen “medi”. De er ca. 5 mm høje og bredde og er den mest almindelige størrelse. Der skal ca. bruges 1500 perler til en pung.
Tråd/sytråd
Brug stærk og holdbar tråd. Gerne jeans- eller møbeltråd. Man kan også bruge almindelig sytråd, men så skal du sy med dobbelttråd for at gøre hama-pungen lidt mere holdbar.
Lynlås
Der skal bruges en 3 cm bred lynlås (som er lidt bredere end normalt). Den skal være mindst 16 cm lang, men må gerne være længere.
Synåle
Det er rarest at sy med en kraftig broderinål uden spids. Når du skal sy lynlåsen fast, skal der bruges 2 lidt tyndere synåle med spids, da de skal sy gennem lynlåsens stof.
Saks og blyant
Saks og blyant bruges til at klippe tråde og til at lave markeringer på lynlåsen.
Lim eller neglelak
Hvis lynlåsen er for lang og skal forkortes kan enderne forsegles med lim eller neglelak, så de ikke flosser. Lim og neglelak kan også bruges på trådknuder til at forhindre at de går op.
Jeg har delt min vejledning op i tre dele, så den er nem at følge og overskue. I første del sys et langt stykke af hamaperler, hvor enderne sættes sammen, så der dannes et kort rør / cylinder. Dette bliver hama-pungens for- og bagside. Denne del er meget nem at gå til og selv en nybegynder vil hurtig finde rytmen og kunne sy uden problemer.
I anden del sys lynlåsen fast i den ene ende af det korte rør. Det bliver pungens åbning. Syning af lynlåsen er lidt anderledes end bare at sy hama-perlerne sammen, og det kræver lidt mere tålmodighed. Det er dog stadig en syopgave, som ikke kræver særlige sy-færdigheder, men blot lidt øvelse og tålmodighed.
I tredje og sidste del af vejledningen skal bunden sys og derefter sys fast til røret. At sy bunden er samme teknik som der bruges i første del, så det er både en nem og ret hurtig opgave. Når bunden skal sys fast til røret, begynder pungen virkelig at tage form, og man kan begynde at se det færdige resultat.
Almindelig håndsyning i stof kræver ofte, at man kan sy pæne sting, og gør man ikke det, vil det færdige resultat komme til at se sjusket ud. Det er heldigvis ikke tilfældet, når man syr hamaperler. Det gode ved at sy hamaperler er nemlig, at man sagtens kan skjule småfejl inde i perlerne. Når man fx skal forlænge tråden og der derfor kommer en knude, skjules den helt automatisk inde i perlerne. Har man syet for løst kan man bare sy gennem perlerne igen, for man kan ikke se på hamaperle-pungen, om der er syet 1 eller 3 gange i hver perle.
Jeg synes det er flot, når man bruger et mix af forskellige farver perler i udvalgte nuancer. Til min pung har jeg købt en pakke med blandede farver og kun brugt de røde, gule, grønne og lilla nuancer. Det gør det også nemt at sy, da man ikke skal følge et mønster, og der ikke er noget, man kan sy rigtigt eller forkert.
Det kan dog også været ret fint at sy små motiver på hamaperle-pungen. I vejledningen har jeg inkluderet fire forskellige mønstre, som du kan sy efter. De er relativ simple at sy. Mønstrene er lavet i størrelse 1:1, så hvis du printer mønsteret, kan du lægge perlearbejdet oven på mønsteret for at se hvor du er kommet til. Jeg har også lavet et blankt ark, som du kan bruge til at lave dit eget perlemønster på.
I alt er vejledningen på 15 sider, og der er 34 letforståelige trin med billeder og detaljerede beskrivelser til. Jeg håber virkelig, at du vil få glæde af vejledningen og få tilbragt en masse dejlig tid med det afslappende og afstressende perlearbejde. Vejledningen køber du i min shop til kun 42 kr.
DIY for Hama Perler Beads Purse
Make your own purse with this easy English DIY tutorial.Get the English DIY
Må jeg spørge hvor du har fundet en 3cm bred lynlås? Indtil videre har jeg desværre kun kunne opspore nogle på 2,5cm, så jeg har en del halvfærdige hama-perlepunge liggende :)
Hej Sanne,
Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke kan huske hvor lynlåsen er fra. Jeg var dog lige i gemmerne for at se på mine lynlåse, og jeg kan se, at mange af de delbare lynlåse faktisk er 3 cm i stedet for de standard 2,5 cm. Der er en tendens til at de er bredere. Du kan sagtens bruge en delbar lynlås, og så bare sy enden sammen, så den ikke længere deler sig.
Jeg kan ikke se bredden på Selfmades lynlåse, men umiddelbart vil jeg tænke at noget som https://www.selfmade.com/da-dk/p/ykk-lynlaas-6mm-delbar-moerk-beige-324171 og https://www.selfmade.com/da-dk/p/ykk-lynlaas-2vejs-delb-90cm-graa-sort-oxyd-311406/5134290 godt kunne være 3 cm.
God fornøjelse med perlepungen. Håber du finder lynlåsen og får et smukt resultat :)