Støvlereparation

25. april 2012

Der er lavet ny belægning i nogle af byens gader. Det er blevet rigtig fint, men det er slet ikke stilet-venligt. Kæresten og jeg gik en aftentur på en strækning, hvor de vist (forhåbentligt) ikke var færdige med at lægge fyld mellem brostenene. Det gik hårdt ud over mine læderstøvler, som mildest talt så forfærdelige ud efter gåturen.

Støvlerne var lidt slidt på hælen i forvejen, men jeg syntes de var for gode til at smide ud, så jeg gik i gang med mission støvlereparation.

Først fjernede jeg alt læder på hælene med en lille hobby-kniv. Det var relativt nemt, selvom man skal være meget forsigtig for ikke at lave snit i læderet på selve støvlen. Herefter gav jeg hælene en gang lak-lim og dryssede med en blanding af sort og sølv glimmer. Da det var tørt, fik de to ekstra lag lak-lim, så de kan holde til nogle gode byture.

Det er ret svært at fotografere glimmer, og jeg synes bestemt de er blevet pænere end billederne viser. Forhåbentlig holder de et par sæsoner endnu.



  Del dette indlæg:

Skriv en kommentar