Hæklede rondeller
Efter jeg har lært at hækle, er der kommet lidt forskellige hæklede ting til verden her i huset. Hæklede rondeller har jeg længe haft kig på, fordi jeg er blevet meget opmærksom på vores materielle forbrug og derfor generelt forsøger at bevæge mig væk fra engangs-produkter og hen til genanvendelige produkter.
Rondellerne er super nemme og hurtige at lave. Jeg fandt nogle opskrifter på Pinterest og arbejdede mig ud fra dem. Det krævede lige et par forsøg for at finde den rette størrelse og fasthed, men så gik det også nemt.
Jeg har brugt dem til at fjerne makeup, men jeg er ikke helt tilfreds med dem. De er bløde og rigtig behagelige mod huden, selv efter være blevet vasket i vaskemaskinen, men de suger desværre ret meget makeup-fjerner i forhold til vat-rondeller. Jeg overvejer om rondeller af stof mon kunne være en løsning, så det kan være, at det bliver det næste sy-projekt.