Lyseblå babykjole
Venindegruppen er endnu engang blevet udvidet med et nyt lille medlem, og derfor har jeg syet en sød, lyseblå kjole til den lille pige.
Det dejlig ved at sy babykjoler er, at man ikke skal bruge særlig meget stof, så ofte kan man bruge de rester, man har gemt, fordi de var for fine til at blive kasseret. Det lyseblå stof havde jeg liggende i gemmerne, og der var lige akkurat nok til en kjole. Den lyse blonde synes jeg passer så fint til, og når man en sjælden gang får lov til at slå sig løs med søde, pusse-nussede detaljer, gælder det jo bare om at slå til.
Jeg er altid i tvivl om den bedste lukning til sådanne kjoler, men denne gang valgte jeg nogle små trykknapper.
Lige som sidst, jeg syede små kjoler, er kjolen baseret på mønsteret “Little Geranium” som er gratis i str 0-3 mdr. Det er nemt at gå til, og kan helt sikkert anbefales, hvis du selv skulle have lyst til at sy en babykjole.