DIY: Glimmerstjerne albue-patch
Hvad gør man, når der er begyndt at gå hul på albuerne på en yndlingscardigan? Man fikser det med god portion glimmer.
Jeg har lavet albue-patches af glimmerstjerner på min sorte cardigan, og jeg er ret godt tilfreds med resultatet, så her kommer en vejledning, hvis I selv skulle få lyst til at prøve noget lignende. Jeg har lavet mine glimmerstjerner på en strik-cardigan, som ikke er optimal, så jeg vil anbefale, at man laver det på tøj med så glat en overflade som muligt og med så lidt stræk som muligt, da man ellers risikerer at det sprækker.
Jeg har brugt decoupage-lak til tekstil fra Panduro Hobby og noget glimmer, jeg fandt i julekassen i kælderen. Det er vigtigt, at lakken er beregnet til tekstil, så den kan tåle lidt slid og ikke mindst vask.
Du skal bruge noget klæbende materiale – tape, folie eller hvad du nu lige kan finde. Jeg brugte et stort stykke klæbende plaster. Tegn din figur og klip den derefter ud. Hvis du ikke har et stort stykke klæbende materiale, tror jeg også det fungerer fint at markerede figuren direkte på trøjen med fx masking tape.
Stryg din trøje (gerne med vrangsiden ud, så du ikke risikere at ødelægge overfladen). Tag derefter bagbeklædningen af stjernen og placér den præcis på trøjens albue. I mit tilfælde var det nemt at se hvor albuen er, men ellers kan du tage trøjen på for at sikre dig den rigtige placering.
Læg et stykke avis inden i ærmet, så du ikke risikerer, at lakken går gennem på den anden side.
Brug en pensel og mal stjernen med en godt lag decoupage lak. Drys derefter glimmer på området. Lad det tørre lidt og kom decoupage lak oven på igen. Glimmeret vil hænge ved penslen og lakken i stedet for trøjen, men smør det ud så godt du kan, og bland lakken med glimmeret, så det næsten bliver en tyk pasta. Sørg for at hele området er dækket, men pas dog på, at laget på trøjen ikke bliver for tykt, da det så vil have svært ved at tørre.
Når det har tørret i et par timer, piller du forsigtigt skabelonen af.
Lad trøjen tørre mindst 12 timer og giv den derefter et ekstra lag lak. Lad gerne dette lag gå et par millimeter ud over kanten for at forsejle glimmeret. Jeg gav min trøje to gange lak.
Lad til sidst trøjen tørre i mindst 24 timer, inden patchen fikseres med strygning på bagsiden (Husk at lægge bagepapir imellem, så du ikke får lak på hverken strygejern, strygebræt eller andre steder på trøjen).
Læs på flasken med decoupage lak, hvordan trøjen skal behandles og vaskes.
Det er en virkelig god idé! Og egentlig supersimpelt. Men det er de bedste ideer tit. :)
Mange tak :) Ja, det er nemlig ret simpelt, men det reddede lige min yndlingscardigan fra en tur i skraldespanden.