Det grønne bakkebord

Bakkebord

I min kærestes lejlighed er der en lille altan. Den har potentiale men er desværre så lille, at man ikke kan tilføje særlig meget hygge, uden at det bliver for fyldt. Så vi har været på udkig efter et lille bord, men ikke rigtig fundet noget.

Forleden en dag var jeg på besøg hos min mormor og morfar, og i deres pavillion stod dette fund gemt væk mellem en masse andre ting. Det har været min mors, og min morfar har selv lavet stativet til bakken.

Jeg fik bakkebordet med hjem og begyndte at sætte det i stand. Jeg udfyldte alle huller med træfiller og gav det en let slibning. Derefter fik bakken og den nederste plade en gang grøn spraymaling. Spraymaling er ikke det nemmeste at arbejde med, når man bor i lejlighed med kun en enkelt fælles tagterrasse, men det gik. Benene gav jeg en ny omgang hvid maling.

Bakkebord

Jeg synes bordet er blevet rigtig sødt, og kan lige forestille mig det med et par blomster på. Er dog lidt i tvivl om, om det alligevel er for stort til altanen, men det vil tiden jo vise. Bakken sidder løs og kan også vendes om, så toppen bliver flad. Jeg overvejer, om jeg skal kaste mig ud i noget kreativt med hamaperler i gitternettet i siderne. Indtil videre fungerer bordet som natbord i min midlertidige indretning af lejligheden.

Måske kan du også lide...
 

Skriv en kommentar