Chunky strikket sweater
Jeg har strikket en ny, lidt chunky sweater i den fineste brændte orange farve.
Strikkeopskriften er en gratis opskift fra Stof og Stil, som hedder Wild flower sweater. Jeg har dog lavet nogle ændringer på min sweater i forhold til opskriften. Sweateren er oprindelig med hulmønster med ret store huller. Det synes jeg ikke fungerede for mig, så jeg har strikket alle masker efter en udtagning drejet for at få mindre huller. Derudover har jeg strikket trøjen lidt mere tætsiddende og ændret lidt for at få mønsterrapporten til at gå op (strikket bærestykket en smule længere og lavet et par ekstra masker under armene). Trøjen er strikket på pind 7 og kanter på pind 6. Opskriften sagde pind 5 til kanter, men det synes jeg blev for markant et skifte.
Sweateren er en raglan model, som strikkes oppe fra og ned, men der tages kun ud på ærmerne og ikke på kroppen. Så halsudskæringen har samme bredde som kroppen, hvilket kan synes lidt mærkelig, men egentlig fungerer ret godt.
Garnet er Fluffy Day XL fra Hobbii i farven Rust. Jeg brugte 4 nøgler og havde kun lige akkurat nok. Ovenfor kan du se den lille bitte rest garn, som var tilbage efter sweateren var færdigstrikket.
Jeg har det lidt blandet med at strikke i så tykt et garn. Det er rart at det går hurtigt fremad, og det chunky look kan også noget. På den anden side synes jeg ikke, at mine masker bliver helt så pæne og ensartede, når jeg strikker med store strikkepinde. Denne sweater trevlede jeg faktisk starten op på 2 gange, før jeg endelig var tilfreds, og den havde også en lille periode i skammekrogen, hvor jeg ikke var sikker på, om jeg skulle forsætte med den. Men jeg er nu blevet rigtig godt tilfreds med den, og jeg er sikker på, at den bliver et hit på de råkolde dage.