Blå og grå-stribet kjole

1. april 2018

Jeg elsker foråret! Ikke kun fordi vejret endelig bliver lunere, byder på flere solskinstimer og mere lys, men lige så meget på grund af de ekstra fridage der bliver drysset i tilpasse mængder. Det giver lige det ekstra tid og overskud til at lave noget af det jeg aller bedst kan lide og giver mig aller mest værdi.

Særligt i år synes jeg, at de ekstra fridage er tiltrængte. Jeg skiftede job for en lille års tid siden, og her er tempoet noget højere, end jeg er vant til. Kombineret med at det går bedre end nogensinde med vores lille plakatshop Designomaten, er de ekstra fridage virkelig dejlige.

De seneste fridage har jeg brugt ved symaskinen og fået syet mig en kjole. Det er ved at være lang tid siden, jeg har syet tøj til mig selv, så jeg skal lige ind i det igen. Jeg er dog blevet ret godt tilfreds med kjolen. Den er syet af en rest marineblå bistrecth polyester og min mors aflagte grå-stribede bukser. Jeg har nævnt det før, men jeg elsker at kunne genbruge stoffet fra et godt stykke tøj til at skabe noget helt nyt.

Mønsteret er lavet ud fra et mønster i Burda Style nr 8/2016. Mønstrene fra Burda passer mig som regel ret godt, og det er næsten altid de samme få tilpasninger jeg skal lave på mønstrene. Jeg har tilpasset mønsteret lidt, da det oprindeligt bare er en ensfarvet kjole. Jeg har sat et bredt panel ind foran og bagved, ændret halsudskæringen til en bådudskæring og tilpasset lommerne lidt.

Der er sat en usynlig lynlås i ryggen, og striberne hjælper rigtig fint med at skjule den. Generelt synes jeg det er sjovt at sy i stof med striber eller andre mønstre, fordi man kan bruge det til at skabe spændende effekter. Her har jeg fx brugt striberne til at give illusionen om længere højde og brugt striberne på tværs til at markere taljen. Det giver selvfølgelig også udfordringer at bruge striber, da fejl og skæve syninger ses meget tydeligere, og man skal tage hensyn til at kroppen ikke altid følger en lige linje.

Kjolen har givet mig fornyet lyst til at sy tøj igen, og jeg er allerede i gang med endnu en kjole, som jeg glæder mig til at kunne vise frem.



  Del dette indlæg:

Skriv en kommentar